
Himmelfarten


Kirkebakken 1 A, Viskinge, 4470 Svebølle
Nyttigt link - Vejviser til kirken:
http://www.korttilkirken.dk/kirkerV/viskinge.htm
Kirken er åben, når graveren er på kirkegården
Adgang iøvrigt ved henvendelse til sognepræst Sanne B. Kristensen
Tlf. 59 29 30 60 - e-post sbk@km.dk
Hefte om kirken kan købes i kirken

Viskinge Kirke er fra begyndelsen af 1200-tallet.
Bygherren skal formentligt søges blandt den magtfulde Hvide-slægt.
Mange om- og tilbygninger, så den oprindeligt romanske bygning med bjælkeloft og små vinduer i alle sider nu fremtræder som en gotisk kirke med hvælvinger og store vinduer kun i syd- og vestsiden.
Kalkmalerier fra 1425-50 af enestående kvalitet. Afdækkede 1895.
Kongeligt ejet fra reformationen til 1699. Selvejende fra 1908.
Restaureret indvendigt i 1965. Især koret bærer præg af restaureringen, der blev forestået af arkitekterne Inger og Johannes Exner.
Alterbordsfortæppe med abstrakt motiv vævet af Grete Balle 1966.
Lilla messehagel designet af Sonia Brandes ud fra kalkmaleri i kirken af den tronende Kristus blev broderet i Mexico i 1999.
Orgel fra 1949 med syv stemmer, bygget af Th. Frobenius & Co., restaureret 1996.

Kalkmalerierne
Kalkmalerierne er fra 1425-50. De blev overkalket efter reformationen. I 1859 omtales sporene af dem første gang. I 1883 anbefales en fuldstændig afdækning. Den blev foretaget ii 1895 med henblik på restaurering, der skete i 1897. Ved kirkens restaurering i 1965 blev billederne renset for kakkelovsrøg og tilmalinger, og endnu et billede blev afdækket.
Udsmykningen er fornem og har foruden de to hvælv i skibet også omfattet væggene derunder, hele nordkapellet samt formentlig også det senere nedrevne kor.
Der er ikke fundet arbejder andre steder af den samme kunstner. Han skiller sig ud fra datidens hjemlige kirkemalere som en af de betydeligste. Figurerne er fremstillet meget plastisk og fremtræder med deres individuelle forskellighed. Variationen i gloriernes udsmykning er særegen. Ornamenterne er meget kunstfærdige. Farverne har oprindeligt været mere strålende.
Den kunstneriske baggrund for billederne, som rummer flere usædvanlige ikonografiske træk, må søges i den internationale kunst fra 1425-50, muligvis med nærmeste forbillede i den westfalske maler Conrad af Soest. Billedet med himmelkroningen har en form, der først rigtig vinder frem i århundredets anden halvdel.
I den østlige hvælving skildres lidelseshistorien. Billederne illustrerer nøje hændelsen, som den skildres i Det nye Testamente. Dog er der på billedet, hvor Jesus bærer korset til Golgata, kommet et element med fra legendens verden, idet Veronica ses med svededugen, der har aftryk af Jesu ansigt. På den måde lykkes det kunstneren på et og samme billede at vise Jesu to naturer. Jesu menneskelige natur ses i sin lidelse bærende på korset, mens Jesu guddommelige natur samtidig ses forklaret på svededugen.
I den vestlige hvælving ses Kristi himmelfart, pinseunderet, Marias himmelkroning og Kristus, der troner på en dobbelt regnbue indrammet af en mandorla. Placeringen af dette sidste motiv i en nordkappe er usædvanlig; men det har måttet vige for billedet, der vises Marias himmelkroning.
Maria har i det hele taget en fremtrædende rolle på billederne. Himmelkroningen er en usædvanlig fremstilling, hvor den kronede Maria sidder andagtsfuld på samme højsæde som Faderen og Sønnen. Maria er gudsmoderen og repræsenterer også hele kirken. Billedet blev ved den første restaurering kalket over igen, da det forekom for uevangelisk. I 1965 blev det endelig afdækket.
I nordkapellet, der bruges som ligkapel, er der også kalkmalerier. De er overkalkede og kan derfor ikke ses. Var de blevet restaurerede, som det var planen frem til 1906, havde man haft mulighed for at opleve en fuldstændig udmaling på både vægge og kapper.
Billederne findes beskrevet. Det kan der læses nærmere om i det hæfte, der kan købes i kirken for 5 kr.

Viskinge Kirkes nye dør

Gave til Viskinge Kirke: - Viskinge Kirke modtog i 1989 en anonym pengegave til køb af en ny kirkedør fra Karen Margrethe Aspe Jørgensen.
Aftalen var, at givers navn skulle være hemmeligt så længe giver levede, og først måtte offentliggøres ved givers død. Den 28. januar 2009 afgik Karen Margrethe Aspe Jørgensen ved døden, og dermed kom det tillige frem, at hun havde et maleri af Viskinge Kirke, som hun ønskede at skænke til kirken.
Dette maleri står nu opbevaret i præstegården, indtil vi kan finde en passende plads til det i den nye sognegård, som vi forventer at gå i gang med at bygge i løbet af foråret 2010.