Prædiken i Viskinge Kirke
Den 20. februar 2011 kl. 10.30
Septuagesima søndag 20.02.11
557, 30; 312 - 170; 518
3; 30; 289 – 321; 518
”Lignelsen om arbejderne i vingården.”
Sådan kalder vi denne lignelse, som vi netop har hørt.
Men .. Den kunne vel med ligeså god ret hedde: ”Lignelsen om den barmhjertige vingårdsejer.”
For det er vel også dét, den handler om – en vingårdsejer, der i sin godhed går ud – ikke blot ved arbejdsdagens begyndelse, men også i den 3., 6., 9., - og sågar 11. time – og henter daglejere til sin høst – for så når arbejdsdagen er omme, at give dem alle den samme, gode dagløn af én denar – fordi han er god – og gerne vil gøre godt med det, der er hans.
Og man kan jo undre sig over den vingårdsejer – der giver så ødselt af sin ejendom, at han giver den fulde dagløn til én, der kun har arbejdet en time – og giver det af sin godhed – fordi han gerne vil.
Det vender mildest talt vore egne begreber om en god forretning og forretningssans så totalt på hovedet, at man ikke helt fatter, hvad det dog skal gøre godt for – andet end at det jo naturligvis er rigtig godt for alle dem, der får udbetalt deres løn – at selv de, der ikke har haft mulighed for at arbejde den fuld dag, fordi de først blev hentet ind så sent på dagen – alligevel får en dagløn, som er fuld og passende til at kunne ernære både sig selv og sin familie med.
Men nu er dén vingårdsejer heller ikke en ”hr. Hvem som helst.”
”Himmeriget ligner en vigårdsejer” får vi at vide.
Vingårdsejeren er altså Gud – og arbejderne, som kaldes ind os mennesker, der i livet kaldes ind som medarbejdere i Guds Rige.
Og dét giver mening. at lytte til lignelsen om den barmhjertige Vingårdsejer – og tænke, at sådan er Gud! Rundhåndet, barmhjertig, gavmild og god – som giver rigeligt til alle af sin hjertes godhed – fordi han elsker og under os det alt godt.
Men når lignelsen alligevel oftest kaldes ”lignelsen om arbejderne i vingården” giver også dette god mening – for sådan er jo lignelsen fortalt – som et svar til Peter på et spørgsmål han stiller Jesus.
Han har – sammen med Jesus og de øvrige disciple – oplevet, hvordan en ung mand er kommet hen for at spørge Jesus om, hvad godt han skulle gøre for at arve evigt liv.
Hvad godt skal der til? Hvor mange gode gerninger skal jeg gøre – og hvordan skal jeg leve for at kunne sikre mig til Guds velbehagelighed – og sikre mig min løn som evigt liv.
Og hvad svarer så Jesus?
Udfra sammenhængen kunne man tro, at han ville sige: Kom og følg mig – for Gudsriget deres, som vil tro på mig.
For sådan havde han talt til nogle mødre, der kom med deres små og ville have Jesus til at velsigne dem. Til dem havde han sagt: Lad de små børn komme til mig – det må I ikke hindre dem i – for Guds Rige er deres – og tilføjet: Sandelig siger jeg jer: Den, som ikke tager imod Guds Rige som et lille barn kommer slet ikke ind i det – og taget dem i favn og lagt hænderne på dem og velsignet dem.
Ligesom han – da disciplene spurgte om, hvem der var den største – tager et lille barn frem og stiller det imellem dem og siger: Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget.
Og nu, hvor en rig, ung mand spørger om, hvor meget godt han skal gøre for at gøre sig fortjent til evigt liv, svarer Jesus, som han spørger: Så skal du være fuldkommen. Så skal du holde buddene som du kender: ær din far og din mor, du må ikke begå drab – du må ikke bryde et ægteskab – og du skal elske din næste som dig selv. – Og da manden mener, at det har han holdt – og hvad han så mangler derudover så svarer Jesus: Så skal du sælge alt hvad du ejer og give det til de fattige – så skal du have en skat i himlen – og kom så og følg mig – og manden går bedrøvet derfra – og også disciplene rystes og spørger: Hvem kan så blive frelst – og Jesus svarer: For mennesker er det umuligt - men for Gud er alle ting mulige.
Det som var umuligt for mennesket på grund af synden det gjorde Gud, da han sendte sin søn i syndigt køds skikkelse, siger Paulus – og tilføjer, at Gud er retfærdig, når han retfærdiggør den, der har tro på Kristus.
Det som altså var umuligt for den unge mand – fordi han ville selv – det gjorde Gud muligt gennem tro på Kristus – og derfor kan småbørnene i al deres magtesløshed blive større i Guds rige – end han, der i al sin magtfuldkommenhed tror, at han kan vinde sig selv alt.
For sådan vendes der i Guds Rige op for stor og lille, først og størst og sidst og mindst, så det bliver sandt at de første skal blive de sidste og de sidste de første – som også Peter får som svar på det spørgsmål, der giver anledning til lignelsen.
Han spørger nemlig Jesus: ”se, vi har forladt alt og fulgt dig. Hvad får så vi? – og Jesus svarer ham – at ingen har forladt alt for at følge Jesus uden at få det mangedobbelt igen – men Peter skal vide, at mange af de første skal blive de sidste og de sidste de første – og så fortæller han ham lignelsen, vi hørte.
Om misundelse.
Om overraskelse – om en verden så helt, helt anderledes end den, som du og jeg kender fra vores hverdag – den nemlig, hvor det handler om ”lige løn for lige arbejde” – milimeter retfærdighed – og ”når jeg arbejder mere, må JEG vel også få mere..”
Men i Guds rige gives alt af godhed.
I Guds Rige gives ikke efter fortjeneste – men af godhed.
Og Gud ske lov for det.
For ellers gik det os vel som den unge mand – at vi måtte spørge os selv: Hvem kan så blive frelst?
Hvem kan blive frelst, hvis det drejer sig om fortjeneste – og hvornår har vi mon gjort nok, så vi sikre os selv og vore nærmeste – og lave opsparing, så det ikke kan tages fra os?
Ingen kan – og det er vel, som det ofte lyder i Jesu lignelser, at ”den, der har, ham skal der gives – og den, der ikke har fra ham skal endog det tages, som han synes at have..”
At ”alle har vi syndet og mangler herligheden fra Gud – men alle frelses vi – uforskyldt – af nåde – ved Jesus Kristus” – for nu – igen – at citere Paulus.
Vi kan ikke regne efter fortjeneste – og Gud ske lov for det!
Vi kan blot tænke på, hvor rigidt et samfund det ville blive, hvis alt skulle regnes efter fortjeneste!
Hvis alt skulle blive et spørgsmål om, hvorvidt man havde ”fortjent det ” eller ej.
Har vi fortjent livet? Har vi fortjent vore børns kærlighed? Vore ægtefællers kærlighed? Har vi fortjent, det går os godt – og har vore børn ”fortjent” at vi elsker dem?
Ja – det har de jo så afgjort, kan jeg skynde mig at sige – men tænk blot på, hvor ødelæggende det er for et barn at skulle vokse op i et miljø, hvor man synes, man skal gøre sig fortjent til forældrenes kærlighed – og hvor fantastisk det er for det barn at kunne bygge sit liv på en grundlæggende følelse af at være elsket og værdsat ved blot at være til.
Det er så afgørende en forskel at det fortæller os, at i den verden, hvor alt skulle regnes efter fortjeneste – dér blev der goldt og koldt efter et stykke tid.
Og hos Gud er det anderledes.
Her handles ikke efter fortjeneste – men efter nåde.
For Gud vidste i sin kærlighed at det, som var umuligt for os, måtte han selv gøre muligt ved at sende os sin søn som stedfortræder, som forsoner og som sonofferlam – for at vi ved han sår kunne frelses og læges.
Dette gjorde Gud muligt ved at lade Kristus dø for os – som den mest forhånede, forbandede og gudsforladte af alle – fordi han kun her ved både være dommer og domfældt kunne sone sin vrede og frelse os fra den.
Således gjorde Gud det muligt, som var umuligt for mennesker – og umuligt for den unge, rige mand, som ville selv – men muligt for de små børn, der i al deres magtesløshed kom til ham som hjælper.
Og så kan vi spørge: Hvad bliver der så af lønnen? er det så ikke ligegyldigt, om jeg arbejder lidt eller meget? Kan jeg ikke bare dovne mig igennem dagen – hvis det alligevel ikke lønner sig at knokle?
Lignelsen svarer ikke på det.
Tager for givet, at mennesker, der kaldes til at arbejde, arbejder – og selv kan se, idet, de står i det, at der er rigeligt brug for mange arbejdere – og rigeligt brug for at enhver tager fat med det som han eller hun kan.
Men lignelsen fortæller os, at i Guds rige står vi sideordnet – ikke overordnet og underordnet, når det drejer sig om værdi – uanset evt. anciennitet eller faglighed. Vi er kaldet til – hver enkelt af os – at gøre det, vi har mulighed for at gøre – hvad enten det nu er lidt eller meget – og at overlade lønudbetalingen til den, som Gud har sat til det – og ikke selv gå og måle os med hinanden, om lønnen nu skal være stor eller ej.
Og med dette sindelag kan vi være hinandens medarbejdere – være lemmer på det samme legeme, om man vil, hvor ingen kan sige f.eks. ”Du er ikke øje – så hører du ikke med på legemet” – men vide, at alle vi, der er kaldet
på grundlag af Guds egen kærlighed til os – og derfor – fordi han har elsket os så højt – også er skyldige at elske hinanden.
Amen.
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd. Du som var, er og bliver, én sand, treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.Amen.
Vor Gud og Fader i himlen.
Vi takker dig for din barmhjertighed og nåde imod os, at vi må være som daglejere, du har hentet ind til høsten i din vingård.
Tak at vi ikke har nødig at sammenligne os med hinanden eller søge at gøre os fortjente til hinandens og til din kærlighed.
Tak at du ikke giver os løn som forskyldt og efter fortjeneste – men efter din nåde, grundlagt på din kærlighed til os fra evighed af.
Vi beder dig for din kirke – her i Viskinge og Aunsø sogne og ud over jorden.
Vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning.
Vi beder dig for al lovlig øvrighed, for alle med ansvar i vort samfund. Giv dem troskab og visdom til at forvalte deres magt og viden til værn for de svage og til gavn for alle.
Vær nær hos alle fattige, alle forpinte og bedrøvede, de fængslede og de landflygtige, de forladt og ensomme, de syge og dem, der skal dø og dem, der har mistet et menneske, som de holdt af.
Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Vor Fader, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje, som i himlen, således også på jorden. Giv os i dag vort daglige brød og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere. Led os ikke ind i fristelse men fri os fra det onde , for dit er riget, magten og æren i evighed!
Amen.