Prædiken 18.s.e.trin 2010 i Aunsø Kirke
Sanne B. Kristensen
Prædiken i Aunsø Kirke 03.10.2010
DDS: 2; 36, 292 - 368; - 439/477; 369
Da jeg læste evangeliet igen i fredags for at begynde at forberede mig til gudstjenesten idag, da slog det mig, hvor dejligt det var at skulle høre netop denne læsning idag.
Jeg havde haft gudstjeneste med min konfirmander torsdag aften – det var forløbet godt – og jeg havde – netop da jeg læste evangeliet igen om morgenen denne følelse af: Hvor er det stort – at vi alle sammen er grene på det vintræ.
For mit indre blik kunne jeg se konfirmanderne og deres forældre fra aftenen i forvejen – lyttende – hørende: Jeg er det sande vintræ og I er grenene – og jeg kunne se jer i dag – og føle den samme samhørighed: Her er vi alle sammen – grene på det sande vintræ, Kristus – for vi jo i dåben ”indpodet” i Kristus – og hører derfor til hos ham som den overordnede skikkelse – at tilsammen udgør vi den helhed, som er Guds vintræ i verden – med Kristus som roden og stammen – og alle vi grene som en helhed i et virvar af ranker.
”hver gren som bærer frugt, den renser han for at den skal bære mere frugt” hører vi – og må jo sande, at vinstokkens fornemste opgave er at bære frugt. Ingen gider vel gøde, passe og pleje en vinstok, som ikke bærer frugter og heller ikke gode frugter.
Og Bibelen er jo fuld af metaforerer om vinstokke og vingårde – om Gud f.eks. som plantede en vingård, rensede og gravede den og byggede et vagttårn og udhuggede en perse – og ventede at den ville give vindruer – for at opdage at den gav vilddruger – og derfor beslutter at han vil fjerne hegnet om den og lade den forfalde, så den bliver afgnavet og trampet ned: - En profeti hos Esajas om Judas og Israels skæbne – at de holdt op med at dyrke Gud – og derfor blev vindruerne til vilddruer – og nu vil de som konsekvens blive trampet ned som folk – de vil blive knust af babylonerne og assyrerne og landet skal afgnaves og gærdet skal fjernes.
Sådan lyder det hos Esajas – med en bevidsthed om – og et evangelium om, at en rest vil omvende sig – og at der af stubben fra det fældede træ skal skyde en spire... Der er håb endnu – og der er håb forude – for Messias kommer!
Og nu ER Messias – Kristus – her altså – og taler igen om vintræer: ”Jeg er det sande vintræ; min Fader er vingårdsmanden. En ny begyndelse – og et nyt folk – og en ny mulighed for at bære frugt, som er Gud og Guds rige værdigt.
Og derfor lyder det også i Jesu sammenhæng: Hver gren på mig som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren som bærer frugt, den renser han for at den skal bære mere frugt.
For vinstokkens fornemste opgave ER jo at bære frugt – og en vinstok , som ikke bærer frugt – den har vel egentlig ikke noget formål – andet end at den kan tjene som optænding i brændeovnen.
Men I – siger Jesus – er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer.
At ganske vist tales der om beskærelse og renselse – men der tales især om noget vi er i kraft af jesus. I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer!
Vi er indpodet i Kristus gennem dåben og troen og sat ind i denne helt nye sammenhæng i fællesskabet med ham – ikke for at vi skal blive noget andet, end vi var, men for at vi – som de rensede mennesker vi er ved Kristus, netop må blive, hvad vi er!
Og derfor tales der heller ikke om noget nyt, vi skal præstere – men der tales om at leve det liv ud i hvis sammenhæng, vi er sat. ”Bliv i mig”, siger Jesus – og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke.
Vi er altså rene og rensede – men opfordres stadig til at forblive, hvad vi er – nemlig Jesu disciple, som i fællesskabet med ham lever op til vor bestemmelse – at bære frugt for Gud – for det er jo dét er målet med det – at Gud må herliggøres – gennem det, at vi bliver i Jesus og hans ord bliver i os – at vi – som nadverbønnen beder om det: ” må blive ét i dig, ligesom du er ét med Faderen.”
Det er store ord, egentlig, i bønnen om, at vi må findes i den samme énhed med Kristus, som Kristus har det med Faderen.
Og dét er det, det drejer sig om, når Jesus siger: Jeg er vintræet – I er grenene. Bliv i mig!
Og hvor vil vi da lægge fokus, når vi læser det?
På evangeliet om, at vi ER indpodet i Kristus så HAN er vintræet og vi er grenene?
Eller vil vi lægge fokus på de gerninger, som bør følge deraf? – Eller bør vi måske ikke snarere fastholde, at det ikke kan adskilles – at et menneske jo ikke bliver godt af at gøre gode gerninger – men at et godt menneske GØR gode gerninger.
At frugten følger af, at vi er grene på vintræet – såfremt vi forbliver i livsfællesskabet med Kristus – hvor vi bliver i ham – og hans ord bliver i os.
For der har ofte i kirkens historie været fokus på frugterne. Meget fokus! – Kan DU kalde dig Kristen når du gør sådan eller sådan?! – og man har målt sig selv – og ikke mindst andre – efter en tiltider snæver målestok og sat fokus på gerningerne, så man også, næsten, til tider har kunnet anklages for at ville gå gerningsretfærdiggørelsens ærinde – altså dér hvor vi mener at kunne retfærdiggøre os overfor Gud ved at henvise til dette eller hint som vi altså har gjort – eller som vi måske har afholdt os fra.
Som farisæeren i templet, der i mødet med tolderen siger: Jeg takker dig Gud at jer ikke er som andre mennesker – jeg giver tiende af mynte og dild osv. –og jeg takker dig for, at jeg ikke er som tolderen dér – og tolderen beder jo bare sin egen stille bøn: Gud, vær mig synder nådig – og han er dén, der går retfærdiggjort hjem.
For sandheden i Kristendommen er jo ALTID den – at alle har syndet og mangler herligheden fra Gud – men retfærdiggøres, uforskyldt, af nåden i Jesus Kristus – at af NÅDE er i frelst ved tro – det skyldes IKKE jer selv – Guds er gaven! – og det skyldes heller ikke gerninger, at nogen skal kunne tage ros for det selv – for nu at citere Paulus igen.
Af nåde er I frelst ved tro. ”I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer”.
Vi ER altså rene, Og vi ER indpodet i Kristus. og vi ER sat i den sammenhæng, hvor han er vintræet – og vi er grenene – for at Gud skal herliggøres ved vore liv. ”Hvis I bliver i mig, og min ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil og I skal få det.” siger Jesus i evangeliet. Og jeg tror, det er sandt.
Ikke at jeg selv har prøvet at få alt, hvad jeg beder om – men jeg har set andre få det. Og jeg har set bønnens resultater i en kristensliv som forbeder og som Kristus vidne. Og jeg tror det kan ske – at vi mennesker bliver så meget ét med Kristus gennem troen på ham, at hans bøn, bliver vores bøn, så vi i bønnen beder efter hans hjerte – og derfor får, hvad vi beder om – og derved – når det liv vi lever, bliver et liv, som Kristus lever i os, da herliggører vi Gud.
Så for mig at se kan troen ikke adskilles fra gerningerne – at det bliver, som apostlen Jakob skriver i sit brev: Vis mig din tro uden gerninger – og jeg skal gennem mine gerninger vise dig min tro.
Eller som jeg fandt på internettet fra en konkurrence om det bedste citat om kærligheden (hvor det iøvrigt var 1. Kor. 13, der vandt!) fandt følgende: De bedste citat om kærlighed? Kærlighed er ikke ord, men handling!
Og det er jo sandt - at kærlighed er handling.
Og sådan er også kærlighed til kristus – og kærlighed til næsten – handling. Ikke hverken et partiprogram eller menneskerrettighedserklæringer – men handlinger overfor det menneske, man ser.
Og derfor har vi også idag inden prædikenen sunget den salme, der for mig på den bedste måde rummer det, som det handler om idag, med sætningen: ”I hver gren og i hver kvist på det sande vintræ, Krist, du er levesaften.”
Det er jo dét, det handler om, at Kristus har sendt os Helligånden til at blive med os til evig tid. Og derigennem – ved kærligheds og Sandheds ånd – Dér knyttes jords og himmels hjertebånd - ved levesaften, der knytter vintræets grene til det sande vintræ.
Så lad os blive dér – i livsfællesskabet med kristus, hvor vi som rensede grene igen og igen renses og nippes for at bære frugt – for den gren, som ikke bærer frugt, den fjernes – og kastes bort som en gren, der visner – man samler dem sammen og kaster dem i ilden og de bliver brændt.
Og hvem er dét så?
Ja – det er det jo lykkeligvis ikke op til os at afgøre. Og vi står så alvorligt i fare for at tage glæden ved kristenlivet både for os selv og for andre, hvis vi begynder at fokusere på frugterne.
Ham, vi må fokusere på – altid – er Kristus. Og lytte til, hvad HAN siger til os om det at forblive i ham – at ”den, der bliver i mig og jer i ham, han bærer megen frugt.”
Og som frugten netop ER en frugt – en konsekvens af noget andet – så må vi ikke blive her – men hos ham, som er vejen, sandheden og livet – og hos ham, som er det sande vintræ.Frugter er jo netop en frugt – ikke en gerning – og for enhver, der begynder at sætte fokus på frugten begynder den fare også for, at vi gør frugten til en gerning.
Så lad den forblive en frugt – en Åndens frugt hos den, der står i livsfællesskab med Kristus – så det ikke længere er os, der lever, men Kristus, som lever i os, og vi mere og mere bliver det, vi allerede er – vintræets grene – indpodet på Kristus ved dåben og renset ved det ord, han taler til os.
Amen.