Prædiken Påskedag 2010
Sanne B Kristensen
Påskedag:
408 - Nu ringer alle klokker
218 - Krist stod op af døde
233 - Jesus lever, graven brast
236 - Påskeblomst
Dåb: 446 + 123,7-8
Nadver - 439 + 427
240 - Dig være ære
Påskeæg!
Familier med børn har sikkert både fået og givet adskillige også denne påske! (Har I fået mange påskeæg? – hvor mange? – store – af chokolade osv.)
Påskeægget HØRER jo til påsken – og ingen kunne vel tænke sig en påske uden påskeæg – og uden påskelam og kyllinger og alle de andre små og søde pyntefigurer som vi hænger på ny-udsprungne grene eller sætter på påske-bordet derhjemme.
Og glæder os – over alt det gule og grønne i denne tid – påskeliljerne i bukketterne – og græsset, der grønnes og bliver saftfuldt – og om ikke længe kappes både følfod og mælkebøtter med hinanden i solen på det grønne tæppe.
Jo – påsken er Forår – og i denne påske fornemmer man på en særlig måde, hvad foråret – og påsken – betyder – når vi ser naturens opstandelse fra deres vinterdvale – ser løgene spire frem – og hører fuglene synge og bygge rede – og måske – som jeg – finder en lille æggeskab på trappestenen op til huset – for en fugls unge er kommet ud af sin skal og smidt skallen fra sig – for nu er livet begyndt – og den har ikke brug for skallen – dén HAR tjent sin tid – og nu er æggeskallens tid omme.
Og hvorfor ER det så lige, vi har påskeæg til påsken?
Jo – i gamle dage var ægget jo et symbol på frugtbarhed – og man tog det med sig, da Europa blev kristent – og tager fortsat af dele af kirken ægget med sig til gudstjeneste og får det velsignet – og har på forhånd dekoreret det i smukke farver – for sådan var det blevet skik.
Men hvorfor VAR det så lige, at ÆGGET blev det symbol, som blev – og som kunne bruges af en KRISTEN kirken?
Jo – den var jo symbolet på liv af døde – på opstandelsens mirakel – på det at livet blev til på ny – eller blev til at intet – som det kan synes os, når vi står med et æg – at det var da ikke lige en påskekylling, vi fandt, da vi slog ægget ud og bagte kage eller lavede rør-æg eller spiste blødkogt æg – det var et dødt, udynamisk æg, som i sig selv ikke havde andet liv end det liv, som vi kan få af at spise det – og så – som ved et mirakel – kan der altså af dette døde æg – under andre omstændigheder – komme en levende, gul påskekylling ud – et opstandelsens mirakel!
Og så ER den kristne påske jo så meget mere end forårets komme og naturens nyskabelse og genoplivelse – skønt den altså tidsligt falder sammen med den.
Og det gør den jo af gode grunde: Jesu død og opstandelse, hører vi i evangelierne, fandt sted under den jødiske påske, som altid falder den 14. Nissan efter den jødiske kalender svarende til marts/april efter vores kalender. 14. Nissan var i år i søndags – den 28.marts. så også Jøderne har i disse dage fejret påske.
I påsken mindedes man udfrielsen fra Egypten under Moses – og slagtede et vædderlam som minde om udfrielsen – og spiste det på påskeaftenen den 14.Nissan sammen med usyret brød.
Og for kristendommen blev Jesus ”Påskelammet” – den mand, der som påskelammet skulle frelse os ved selv at dø for os – og for eftertiden huskedes hans død – og hans indstiftelse af nadveren – men det huskedes ikke mindst, fordi nogle kvinder kom ud til graven og fandt den tom – og fordi de også selv siden hen så – og troede – og forkyndte med overbevisning at Jesus fra Nazaret, som man anså for profet, men som dog blev korsfæstet – han VAR Guds søn – og han var frelseren – og han var opstået fra de døde – for hans grav var tom!
Og det var det, de gik ud og forkyndte – og troede på – og døde for – evangeliet om Kristus, Guds søn, som for vor frelses skyld er opstået fra de døde.
For det var så centralt i deres opfattelse af det hele, at havde Kristus IKKE været opstået – da var han død for sin egen synd – men nu ved sin opstandelse viste han, at han var død for VORES synd – at skyldofferet var fuldbragt – at Gud havde skænket os soning ved hans blod – og havde forsonet sig med os gennem kristi offer – til frelse og til frihed – og til opstandelse og evigt liv ved troen på Kristus.
Og det gik de ud og fortalte i en grad så folk rystede på hovedet ad dem og tog dem for tossede og forrykte – og selv Paulus kunne skrive: For Jøderne er det en forargelse – og for grækerne er det idioti – men for os, som frelses er det Guds kraft!
Og Paulus selv havde oplevet opstandelseskraften – ved at han engang på vej til Damaskus – med brev bemyndigelse til at lade alle dem arrestere, som bekendte sig som troende på Kristus – selv mødte Kristus som den opstandne. Det fortæller han om – i breve til de menigheder han grundlagde på den nye tro – at han havde selv tidligere forfulgt de kristne – men nu havde han mødt Kristus og erkendt at hans liv og opstandelse var sandhed til evigt liv – og han kunne nu regne alt andet, som han tidligere havde holdt sig til for affald og fejeskarn i mod det langt højere at høre Kristus til.
Og han stod fast på sin forkyndelse – også da den kostede ham livet – at Jesus er Kristus – Guds søn – og han er frelseren – og han er opstanden – skønt han var død.
og hvad så os?
Tør vi tro hans og apostlenes forkyndelse af Kristus som den opstandne?
Tør vi tro, at de så, hvad de så – at han blev korsfæstet af romerne på jødernes begæring – at han døde – at han blev lagt i graven – og at kvinderne så, hvor han blev lagt – og derfor kom ud til den rigtige grav påskemorgen – og oplevede det, som vi hørte – at graven blev åbnet ved en voldsom kraft så de, der holdt vagt blev som døde – men de selv fik det budskab at gå med, at Jesus var opstået – sådan som han havde sagt det – og at de skulle se ham igen.
Noget er legendestof – men essensen af det er, at graven var tom, da de kom derud – og at de ved den tomme grav fik bud om sammenhængen – at han var opstanden fra de døde og at de ville ses igen.
Og af essensen af det er verden blevet ændret – for menigheden, som kom til tro, begyndte at mødes på hans opstandelsesdag – den første dag i ugen.
Vi indledte med at synge: ”Nu ringer alle klokker mod sky” – for indholdet i den, synes jeg, leder tankerne hen på Påskedag: ”Der sad en engel på gravens sten som liljer i urtehaven: han peged med sin palmegren, hvor Jesus stod op af graven.”
Bs Ingemann, der skrev salmen, skrev den for at give sine skolebørn nogle salmer til hverdags-brug – 7 morgen og aftensalmer til hverdag i ugen – ”Iøsten stiger solen op” til om mandagen – og denne ”Nu ringer alle klokker mod sky” til søndagen. Den er altså IKKE skrevet som en Påskesalme – men som en børnesalme til søndagen.
Og DERFOR taler han om påske – for søndagen blev jo helligdagen – og gudstjenstedagen – i den kristne kirke – fordi den er Kristi opstandelsesdag – den første dag i ugen.
For sådan var det – indtil i 1973, hvor man i det kristne Europa tog en fælles beslutning om at tage konsekvensen af, at det var søndag, der alle steder var blevet helligdag – og så gjorde man mandag til den første dag i ugen – og kaldte Lørdag-søndag for ”week-end” – ugens afslutning.
Så stor betydning havde det fået, at menigheden begyndte at komme sammen – på Kristi opstandelsesdag – og fejre gudstjenste – at det blev denne dag, der nu blev helligdag – mod jødernes Sabbat – den sidste/syvende-dag i ugen – altså om lørdagen – som det jo stadigvæk er for dem.
og tidligt finder vi vidnesbyrd om den nye praksis – i ældgamle beskrivelser af den første kirke i det 1. århundrede – at kendetegnende for den var at den kom sammen om søndagen – og spiste sammen – delte Kristi Legeme og blod i brød og vin, som vi endnu gør det i nadveren
Og hvad så med os, kan man tænke – på 2000 års afstand – hvilken betydning har opstandelsen for os – og har den overhovedet nogen?’’Afgjort! Tænk blot på den læsning vi hørte fra alteret, der begyndte med ordene: ”lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.”
Hvis I lytter godt efter, vil I opdage, at de gentages om lidt, når vi holder dåb.
Hele dåbshøjtideligheden indledes med præcist de ord – en lovprisning af Gud for jesu opstandelse fra de døde – fordi han i den har genfødt os til et levende håb – og som der fortsættes: til en uforgængelig og ukrænkelig og uvisnelig arv, der ligger gemt i himlene til jer.
Det er troen på syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv – udsprunget af troen på, at Jesus Kristus vitterlig ER Guds søn, som er død – men som også er opstanden og i sin opstandelse stærkere end døden.
På denne tro døbes vi i den Kristne dåb – som jo egentlig for den enkelte er en gentagelse af Kristi død og opstandelse – at vi dør med ham i dåben – for også at opstå med ham til et helt nyt liv.
og hvor omfattende dette håb er, kan vi fornemme ved at tænke på, hvornår denne lovprisning igen lyder i vore kirker – nemlig i forbindelse med jordpåkastelsen over én af vore døde, som vi er kommet til kirken for at tage afsked med.
Og også dér vil der – meget ofte – blive læst af evangeliet fra påskemorgen – i forkyndelsen om ham, hvis grav var tom – og af hvis opstandelse også vi har håb om syndernes forladelse og evigt liv.
Så lad os – med påskeæg og påskeliljer – og alle de andre livsbekræftende og livgivende symboler fejre påske med glæde – og tro – og ønske os selv og hinanden en rigtig glædelig påske – for Kristus er opstanden! ja – sandelig! Kristus er opstanden.
Amen.
Kristus - opstanden og evig nær –
Vi takker dig for denne morgens nye håb, der rækker ned i grave og ind i mørke sind.
Vi beder dig:
Læg påskens nye liv ind i alle vore dage.
- så vi tror og mærker din opstandelses kraft
- så håbet lever i os og overvinder angst og frygt
- så kærligheden bliver levende iblandt os.
Giv os styrke til at tro det, vi ikke kan fatte - og giv os mod til at leve det liv, som vi ikke kan skabe os selv.
Vi ber for vores børn, små som store, at de må vokse op i trygge omgivelser.
Vær med dem, som vi har givet magt og indflydelse i samfundet, for regering og folketing.
Velsign og bevar vor dronning og hele hendes hus.
Vi ber for din kirke på dette sted, en kirke som vi har bygget, men som kun er levende, hvis du giver den dit navn at bygge på.
Tak fordi du i dit ord og ved nadverbordet rækker os din kærlighed og tilgivelse, så vi kan gå herfra i tillid til at du skænker os en glædelig opstandelse til det evige liv, på den store påskemorgen.