Opstartsgudstjeneste
Dåbsbarnet bæres ind
Velkomst - forklaring
Præludium - Lille Idas forårssang
Indgangsbøn
1. salme - 749
Hilsen - Ap. velsignelse
Kollekt
1. læsning
2. salme - 418 - Vi kommer til din kirke Gud
Intr til dåb
1. dåbssalme - 448, 1-3
Dåb
2. dåbssalme - 448,4-6
-"Fadervor"
Evangelium
Prædiken
3. Salme - 330 Uberørt af byens travlhed
Nadver
Kollekt
Velsignelse
4. salme - Tak Gud ...
Udgangsbøn
Postludium
Jakob og Johannes var altid med i startopstillingen på 1. holdet – og da talentspejderen fra landsholdet kom på besøg, skyndte drengenes mor sig hen til ham og bad ham love hende, at HENDES drenge ville komme på landsholdet – og med i startopstillingen HVER gang!
Sådan kunne fortællingen – måske have lydt – om Zebedæus-sønnernes Mor, der trygler Jesus om, at HENDES sønner vil få de bedste pladser i Guds Rige.
Jakob og Johannes hed de i hvert fald – ”tordensønnerne” blev de også kaldt – og de var tit med, når der var noget særligt på færde i kredsen omkring Jesus. – De var med ved ”forklarelsen på bjerget” – hvor de så Jesus som forvandlet og i følgeskab med Moses og Elias –og Gud – og de var med da Jairus’ datter var syg og døde – og Jesus kom hen til ham for at helbrede pigen og vække hende op fra døden.
Og de var med den nat, hvor Jesus ventede på Judas og soldaterne, der skulle arrestere ham - og siden korsfæste ham – og derfor bad sin nærmeste venner blandt disciplene om at blive hos sig og bede for ham – for han var bange. At de så faldt i søvn er en anden historie – men de var med: Jakob og Johannes – sammen med Peter – som en form for inderkreds af tre blandt de 12 mænd, som Jesus havde udvalgt sig som elever eller lærlinge – ”disciplene” kalder vi dem – som foruden Peter Jakob og Johannes bestod af Andreas, Thomas, Filip, Natanael, Simon, Levi, Bartholomæus og Thaddæus, en anden Jakob og Judas, som forrådte ham.
Og moderen griber altså en anledning, da hun får den – tænker på Jesus, som en konge, der er i krig – at når han har vundet slaget – så udvides hans riges grænser, så det nyerobrede land lægges under hans områder – og han får brug for fyrster og medregenter til at styre sit rige, jo større det bliver.
Sådan er det i vores verden – og også i Guds Riges verden – at der er brug for medarbejdere til at stadfæste, at her er det Guds Riges love, der gælder – og her er det Gud, der har magten.
Men så hører sammenligningen også op – og det er dét Jesus giver i sit svar til både Jakob og Johannes – og de øvrige disciple – og til os.
At Guds Rige er ikke som denne verdens magtfulde Riger. Det er ikke ved magtudøvelse eller undertrykkelse, at Guds Rige skal udbredes – men ved hjertets omvendelse fra det onde til det gode – til det sted, hvor kærligheden råder og er grundlaget og endemålet for alt.
Dét er Guds Rige i denne verden – at vi opdager, hvor højt Gud elsker os – og elsker ham igen – og elsker vores næste som os selv.
Og dér hersker ingen magt og myndighed, som kan undertrykke folk – eller som sit udgangspunkt kan have en skelnen mellem høj og lav, først og størst – sidst og mindst. Alle står vi som holdspillere – som teambuildere – som sammen handler mod et fælles mål – at Guds Rige skal fremmes blandt os.
Og som talentspejderen måske kan øjne et godt talent – men også vide, at talent og boldøje alene gør det ikke – men også sansen for spillet – og for medspillernes placering – sådan siger Jesus til disciplene som svar på hele deres diskussion:
Ude blandt mennesker i verden er vi vant til, at der er mennesker, der bruger magt og positioner for at opnå deres mål. Der er mennesker, der undertrykker hinanden og tyranniserer hinanden for at opnå dét, de vil – men blandt jer skal det ikke være sådan.
Når I er disciple af mig – betyder det, at I er elever – lærlinge af mig. Se på, hvordan JEG ikke benytter mig af magt – men af kærlighed – at selvom I kalder mig mester – og HERRE – så er jeg her jo ikke for at I skal betjene mig som en verdslig fyrste – men fordi jeg skal tjene jer – ved at dø for jer.
Sådan er indholdet i dét han siger – at han selv jo er kommet – ikke for at lade sig tjene – men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.
Og sådan skal det også være blandt os – hans disciple og elever i dag – at vi tænker i – ikke så meget, hvad andre kan gøre for mig – men på, hvad jeg kan gøre for andre.
Kender I det, når nogen altid skal prale?
Det kan være at man selv har været i Legoland for første gang – og syntes, at det var LIDT sejgt at sejle rundt i bådene med vandkanoner og sprøjte de andre helt til – og så fortæller man det – begejstret – til én som siger: Ork – jeg har været der 5 gange i sommer og 10 gange sidste år – for min onkel ejer helvdelen af Legoland – og vi kan komme gratis ind..! Så er det sådan LIDT svært at fortsætte med at fortælle begejstret – og man ER egentlig lidt itvivl om den anden nu også taler sandt…
Og det kan være andre ting – noget, man har arbejdet på længe – og gjort sig umage med – og så er der alligevel altid ham eller hende, som LIGE skal fortælle – hvordan han eller hun nu har løst opgaven – og kunne du virkelig ikke finde ud af det..?
Så bliver man ked af det – ikke kun fordi, der er nogen der har gjort det bedre – men fordi man selv føler sig gjort lille ved at de – måske – er bedre.
Faktisk ER det jo ikke altid den, der praler, der ER den bedste. Tit er det jo desværre sådan, at den, der har behov for at prale, netop praler, fordi han eller hun måske IKKE er så god, som de gerne vil være..
Men når jeg begynder her i dag – så er det fordi den fortælling, vi hørte Tove læse op, minder mig lidt om det.
Der var jo 12 mænd, som var blevet udvalgt af Jesus til at være hans elever – hans disciple. Og to af disse var så brødre – og sønner af Zebedæus .. Ja – det hed han altså – og derfor hed de aldrig andet en ”Zebedæus-sønnerne”. De havde ganske vist også andre navne: Jakob og Johannes, hed de – og nogle gange hører vi, at Jesus udvælger sig tre af disciplene til nogle særlige opgaver – de var med på et højt bjerg engang, hvor de så Jesus som forvandlet i et strålende lys – de var med hos en mand, der havde en datter, som var død, men som Jesus vækkede og helbredte – og de var med den nat, hvor Jesus blev forrådt af Judas – og arresteret af soldater – og ført til Pilatus for at blive dømt og korsfæstet. Dér – inden han blev fængslet, så bad han længe – og indtrængende til Gud – og bad – Peter, Jakob og Johannes – om at våge med sig – og hjælpe sig med at bede for det, som skulle ske.
Så jo – de HAVDE en særlig plads – men alligevel var det ikke helt fair det, de fik deres mor til .- at gå hen og bede om, at HENDES sønner måtte blive Jesu højre og venstre hånd, når han selv blev konge i Guds Rige, Hvorfor skulle DE have pladserne som medregenter og Jesu højre hånd? Hvad med Peter ? Hvad med Andreas? Hvad med Filip – eller Thomas? Hvorfor kunne DE ikke være lige så gode?
Og også Jesus er betænkelig: Kan de magte det – og gå det igennem – som jeg skal gå igennem? Det kan de, mener moderen. Det skal de så komme til – at blive pint og dømt og fængslet og henrettet som Jesus selv – men pladsen ved hans højre og venstre side er det end ikke Jesus forundt at skulle uddele. Det er kun Gud selv, der kan tildele hans disciple de pladser og det ansvar, de skal have.
Men disciplene bliver sure på Jakob og Johannes.
Det er som om de vil mænge sig til en første position – og fedte sig ind på Jesus ved at bruge deres Mor til at skaffe sig en god plads hos ham.
Det er ikke rimeligt, synes de – og det kan vi måske give dem ret i. Men Jesus taler i en helt anden retning.
For hvad enten man nu er dem, som har søgt at indynde sig til en høj position – eller man er den, som bliver sur på de andre, fordi DE var først til at indfedte sig til den position, man selv ville have haft – så tænker de jo på samme måde: De tænker i først og størst og sidst og mindst: Jeg er da ligeså god som ham – eller bedre – eller: han er bestemt ikke lige så god som jeg!
For sådan er vi vandt til at tænke – at nogle er større og bestemmer – andre er mindre og bestemmer ikke så meget – og nogle har magt og andre ikke – og nogle er stærke så de kan tryne andre.
Men sådan skal det IKKE være iblandt os, siger Jesus.
Igen og igen vender han op og ned på først og størst og sidst og mindst. En gang hans disciple kom og at diskutere om hvem af dem, der ville blive den største i Guds Rige, så tog Jesus et lille barn og stillede det foran dem og sagde: ”Hvis I ikke omvender jeg og bliver som børn kommer I slet ikke ind i Guds Rige. Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn er den største i himmeriget.” – Lidt lige som vi hørte før ved dåben – at den, som ikke tager imod Guds Rige lige som et lille barn kommer slet ikke ind i det. Og der tales hos Jesus om, at de stærke skal styrtes fra tronerne og de svage skal sejre – for dér hvor vi er allersvagest – er Gud allerstærkest – og derfor er vi – i al vores svaghed og afmægtighed allerstærkest, når vi i afmægtigheden stoler på Gud.
Det kan godt være svært at forstå – selv for voksne – og måske er det derfor at Jesus taler om, at vi skal blive som børn – fordi børn tit godt ved, at der er nogen, der er stærkere, og større – og bedre end dem selv – og lader andre komme til, når der er noget, de selv har svært ved at finde ud af?
Gud vil i al fald helst, at vi bliver ved med at være børn i hans øjne - og at vi også bliver ved med at være det i den tillid, vi har til ham.
Og jesus selv belærer sine disciple om, at ”den som vil være stor skal være det ved at være tjener” – at det ikke gælder om, hvad andre kan gøre for dig – men om, hvad du kan gøre for andre.
Og vi kan alle sammen meget mere, end vi tror – når vi glæder andre – ikke for, at de skal glæde os igen – men fordi vi gerne vil glæde dem med det, vi har og kan.
Og sådan tror jeg at mange ting i livet drejer sig om at tænke på alt det, vi kan – og ikke på, hvad vi ikke kan – eller hvad andre kan – men på hvor meget vi selv kan – og hvordan det kan bruges til at hjælpe og glæde hinanden.
Amen.