Prædiken i Viskinge og Aunsø Kirker den 25. december 2010
DDS
”Kom lad os gå med stille sind som hyrderne til barnet ind – med glædestårer takke Gud for miskundhed og nådebud!”
Der er ét eller andet ved denne salme, som stemmer til højtid – at det er som om, det ikke bliver Jul – førend vi har sunget den – om hyrderne, der med betagelse gik til barnet i Betlehem – og undredes og takkede – og deler deres undren og deres beruselse med os –og deler ud af det til enhver, der gider høre det – at i dag er der født os en frelser i Davids by – og han er Kristus – Herren!
Og det gik på en særlig måde op for mig, hvordan denne salme virker – i al fald på mig – da jeg i år igen tog til Nisseland med mine børn.
”Nisseland” er et lille dukkelandskab i nærheden af Mørkøv med mekaniske dukker opstillet i et idyllisk provinsbys miljø – med høker, slagter, ostemager, skomager, skole, bager, konditori og meget andet – opstillet i små hyggelige gyder og befolket med nisser i gammeldags tøj.
Og vi har fået det som en juletradition at tage derop i November – og lade pigerne begejstres i julepynten og lysene – når de nu på dette tidspunkt som regel begynder at spørge: Hvornår er det Jul – hvornår kan vi pynte op – og hvornår skal vi pynte juletræ!
Så tager vi derop – og nyder pynten – og stemmes lidt til jul – især på grund af den musik, der – især – har lydt.
”Det kimer nu” – ”Et barn er født i Betlehem” – ”Dejlig er jorden” – ”En rose så jeg skyde” – salmer, der alle hver især stemmer sindet til højtid – for de forkynder evangeliet om Kristus – Guds Søn – og pyt være med at det så er nisser, der får det fortalt – for budskabet kommer ud!
Indtil i år. Da var det igen Jingle Bells og ”I’m dreaming of af white Christmass” – og alle de andre, som kører til bevidstløshed i radioen og alle andre steder – og oplevelsen var en helt anden – fordi det netop IKKE var salmerne, der lød – men alt det andet, kommercielle og forfladigende – som gør at højtiden ender med at forsvinde i julepynt og julegran og gaver og travlhed.
Så jeg bad om at få salmerne igen – og fik det – og håbede at også andre bemærkede hvilken forskel det gør – at fejre jul, hvor pynten er staffage – eller hvor pynten bliver essensen.
For essensen i julen ER jo netop Guds søns fødsel Og det er dét – og intet andet, der kan stemme os til højtid – for kun her ER det højtid – hvor himmel møder jord – og vi bliver rigere i mødet med Gud og med hinanden – og føler os berigede af det at være menneske og være til – at Gud virkelig elskede verden så højt, at han lod sin søn blive menneske – og lod ham blive givet hen til sonoffer for os – for at vi ikke skulle fortabes, men have evigt liv.
For i al sin enkelhed er DET jo julens højtid – ikke blot det, at et barn fødes på jord – men det at GUDS Søn fødes på jord – for han er jo ikke et hvilket som helst barn, men verdens frelser og hele jordens slægters eneste håb.
Og det er – uanset, hvordan man vender og drejer det – et fantastisk mirakel, at Gud bliver født på jord
At Gud kommer os i møde i sin søn og i evangeliet om ham – og minder os om, at vi er elskede og udvalgte – og dyrebare for ham – og at han bare ønsker at vi har fællesskab med ham gennem Kristus – for vi er nødt til at det må være gennem Kristus – for kun om ham har Gud sagt: Du er min søn, den elskede – i dig, har jeg velbehag – eller som vi hørte det i epistlen: Du er min søn – jeg har født dig i dag.
Og det undrer – og betager – synes jeg – selv på 2000 års afstand at høre juleevangeliet læst op på ny – og høre om Maria – og om Josef - og om Jesu fødsel i fattigdom og ringhed.
For selv på 2000 års afstand kan man jo undre sig over fortællingens storhed – at det skete i de dage, at der udgik en befaling fra Kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden… og alle drog op for at lade sig indskrive, hver til din by – også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa… for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn..
Og også Mattæus kan fortælle, at ”Med Jesu Kristi fødsel gik det sådan til: Hans Mor Maria var forlovet med Josef, men før de havde været sammen, viste det sig at hun var blevet med barn ved Helligånden.”
Begge er de altså enige om Maria – da hun undfanger Jesus – endnu er en ugift kvinde – og vi kan kun gisne om hvordan den ugifte, gravides, stilling var for en kvinde på denne tid, når vi tænker på nogle af de mange kvinder, vi hører om, som bliver stenet for mindre – og at dette også – iflg. Moseloven var straffen for den kvinde, der havde været sammen med en mand, hun ikke var gift med – i hvert fald, hvis hun ikke havde skreget om hjælp.
Og man står altså med fortællingen om Guds søn – der vokser op med en ”pap-far” - et bestemt ikke uvigtigt aspekt for nutidige børn – at også Jesus har stået i en situation som deres – at være vokset op med en Far, som har været en far for én – skønt altså ikke selv den biologiske Far.
Og flygtninge kan i fortællingen om Jesu fødsel genfinde sig selv – for Jesus blev flygtning da han med sine forældre måtte flygte fra Herodes’ soldater
Og fattige og hjemløse kan genfinde sig selv i fortællingen om Guds søns fødsel i en stald – for der var ikke plads andre steder – og når hyrderne besøger barnet som de første – så er det samfundets lavest rangerende, der altså bliver de første barselsgæster.
Og man kan tænke, at en så mærkværdig fortælling om Kristi, Guds Søns fødsel ville intet menneske da kunne finde på at fortælle, hvis ikke den var sand – for en så lidet flatterende begyndelse på sit menneskeliv – det er da ikke lige dét, man havde ventet om Guds Søns komme til jord – som Brorson også så malende beskrev det: ”Hvi skulle Herresale ej prydet for dig stå, du havde at befale, hvad end du peged på, hvi lod du dig ej svøbe i lyset som et bånd og jordens konger løbe at kysse på din hånd – Nej Jesus får sit leje i denne gode jul, hvor tiggere de plejer at lægge sig i skjul – det var og ej dit eget det hø, hvorpå du lå, du havde ej så meget, du kunne ligge på.”
og Juleevangeliet bliver jo netop dermed en fantastisk fortælling, som åbner Guds storhed for os – at han ikke kom til os på grund af storhed og herlighed – men at han netop – ved sit komme ”løfter småfolk op i højhed og styrter stormænd fra troner” – viser os, at det for ham ikke er et spørgsmål om ære, pragt og herlighed – men om kærlighed – og dybest set er et spørgsmål om, at dér hvor Gud bliver modtaget – dér vil han også gerne bo og gøre sin gerning.
Og derfor kan han også hos dig og mig tage bolig i et menneskehjerte – ikke fordi vi på nogen særlig måde har gjort os fortjente til det – men fordi han i sin kærlighed vælger, at det der her, han vil bo – hvis vi vil tage imod ham og tro.
Og det er nok endnu – for de færreste – et under som vi forstår på anden måde, end at vi kan gribe om det – og tro det – og glæde os over det, når vi igen i år får lov at høre, at ”I dag er der født jer en frelser i Davids by – han er Kristus , Herren.” – og få lyst til – som Grundtvig – at bede: Kom Jesus vær vor Hyttegæst hold selv i os din Julefest. Da skal med Davids harpens klang dig takke højt vor Nytårssang.”
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader. Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand, treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed. amen.
Vor Gud og fader i himlen
vi takker dig at det igen er blevet Jul, hvor vi sammen kan fejre din søns fødsel. Tak Jesus, at du blev menneske – for at dø – og ved din død føre Gud og os sammen igen.
vi beder dig, Gud for alle, der denne Jul må sidde alene eller fejre julen uden et menneske, som de holdt af.
Vi beder dig for danskere i tjeneste i udlandet, som må savne deres familier i denne jul – og vi beder dig for de familier, som må savne en søn eller datter, fordi de gør tjeneste for Danmark ude.
Vi takker dig for, at Julens glæde er større end sorgen, fordi den fortæller os om en evig glæde født til os på jord i ham, som blev født julenat.
Vi beder dig for os som lever og hører evangeliet i dag, at vi må høre det til trøst og glæde og opbyggelse for troen.
Vi beder dig for enhver, som vi har ladet både ansvar og magt betro, at de må bruge deres magt til værn for den svage og til gavn for alle.
Vi beder for vores regering og folketing – for vores Dronning og biskop – og for alle med ansvar i vort samfund.
Giv dem og os alle din lykke, fred og velsignelse til at vi må leve, som du ønsker det i tro, håb og kærlighed – og vide, at af disse tre er kærlighed det største.
Amen.