Prædiken - Høstgudstjeneste
Sanne B. Kristensen
Høstgudstjeneste.
"Alle gode og fuldkomne gaver kommer ned fra oven, fra lysenes fader..."
Vi holder høstgudstjeneste - og når man ser ud over en festpyntet kirke med aks, blomster, frugt - og ser de mange, der har fundet vej hertil i dag, så begynder dagens grundtone at vise sig - en taknemmelighed og en glæde over, at alle gode og fuldkomne gaver kommer ned fra oven fra lysenes fader..
Ordene er apostlen Jakobs, der i sit brev skriver dem til en ung, kristen menighed, der har brug for at blive mindet om, at uanset, hvad de møder, som kommer alt godt fra Gud - også det, der i første øjekast ikke ser helt så godt ud. Alt kan vi i livet modtage som godt fra Gud og være i hans hånd.
Og herfra er de hentet over i Jakob Knudsens gendigtning af en engelsk høstsalme: "vi pløjed og vi så'de" - og så er tonen helt slået an: At alle gode gaver de kommer ovenned..
For sådan er livet selv i virkeligheden - at vi egentlig ikke formår så meget andet end at tage imod livet, som det former sig - i en taknemmelighed til Gud, som er altings skaber og livets giver og opretholder.
Og skulle vi nu sidde her i dag, som ikke selv har været ude at hverken pløje eller så - og altså heller ikke ventet med bekymring eller ængstelse på høsttiden - og på, hvordan udbyttet mon ville blive, når såningen blev så sen, som den blev på grund af frosten og isen - og vækstiden blev så tør som den blev på grund af både varme og tørke - så fornemmer vi - tror jeg - alle, hvor sårbart menneskelivet er - og hvor fantastisk det er, at det alligevel lykkes.
Mange mennesker oplever jo selv i livet, hvordan livet selv kan begynde i kulde og frost - for siden hen at både modnes og bremses af ligedele varme og tørke - for så alligevel som slutresultat at give et rimeligt udbytte - for Gud viste sig nådig - og gav os i alle ting gode og fuldkomne gaver, som kom til os ovenned - uden at vi egentlig selv kunne gøre så meget hverken fra eller til - andet end blot at tage imod det - og dermed tage imod det liv, som vi fik, som det bød sig til for os.
Og nu kan vi se på kirken - på alle de pyntende blomster og neg - og tænke på os selv - og tænke på, at livet er sårbart, at intet er selvfølgeligt - og derfor en helt fantastisk Guds gave, når det lykkes og et Guds mirakel, at vi er til.
Og hvordan kan præsten så alligevel tale om det i dag, kan man spørge sig.
Hørte vi ikke netop om en mand for hvem livet ikke var lykkedes?
Hørte vi ikke om én, der i 38 år havde ligget ved Betesda dam og ventet - forgæves - på én, der kunne hjælpe ham? Hvis gaverne vi fik ovenfra vittelig var så gode og fuldkomne, som præsten siger - hvorfor kan en mand så ligge syg i 38 år - og hvorfor er der i det hele taget sygdom - og for at nævne det værste: Børn, der bliver uhelbredeligt syge og dør - og ikke engang når at blive voksne?
Hvorfor oplever vi det - og hvorfor er der både sygdom og død i en verden, som Gud har skabt god?
Sådan er der mange, der spørger - og ofte bliver vi dem svar skyldige.
For hvorfor findes sygdommen? Og hvorfor findes der steder, hvor høsten slog fejl og blev til misvækst i stedet?
Vi ved det jo - at selvom vi igen i år kan fejre en rimeligt, udbytterig høst - skønt den ikke blev helt så god som sidste år - så er der steder og egne, hvor høsten er slået fejl. Hvor regnen aldrig kom - eller hvor den kom for rigeligt - at vi ved, at skønt vor egen kirke er festpyntet, så er der egne i verden, hvor der igen i år er knap så megen grund til at feste.
Jeg kan huske, da jeg netop havde fået mine piger, Dina og Miriam.
De var blevet født 5½ uge for tidligt, så vi måtte en tur omkring afdelingen på Holbæk sygehus for nyfødte, der krævede særlig pleje - neonatal-afdelingen - et tungt sted at være, syntes jeg, for her mødte jeg jo alle de mødre og alle de børn, for hvem det var gået, som jeg selv havde frygtet: Børn, der havde fået iltmangel under en svær og langvarig fødsel - og måske var blevet skadet for altid i hjernen. Børn, der var født optil 3 måneder før tid - med en fødselsvægt på under et kilo - børn, som kunne få skader på øjnene og i hjernen på grund af fortidlig fødsel - og skønt mine egne børn var sunde og raske - blot for tidligt fødte, så de skulle have en smule starthjælp - så kunne begyndte jeg jo så småt at tænke på, hvordan jeg dog kunne være taknemmlig og glad over mine egne børn, når det var gået en lang række andres børn så skidt som det var. Kunne jeg så tillade mig at være glad og glæde mig over at det var gået mig selv så godt?
JA!! - og JA - og atter JA!
Tænk om man som mor ikke engang kunne glæde sig over, hvor godt det var gået - fordi der var andre det var gået værre for…!
Og sandheden var jo, at vi hver især glædede os over vore børn -også dem, der måtte sidde med de små på 7-900 gram var glade - fortrøstningsfulde - vel vidende, at det kunne vende - men med glæden over de små fremskridt - den lille vækst - og i glæden over for hver dag det gik fremad.
Og sådan også med andre ting i livet.
Forældrene til det barn, der blev handicappet lærte, at også dette var en Guds gave - at vi fik ting givet i livet, som man aldrig ellers ville have fået - og at ethvert lille menneskeliv er en gave - stort som småt - for alle gode gaver kommer ovenned…!
Og sådan kan vi også høre evangeliet i dag - med glæde!
For tænk - her er et menneske, der - til trods for 38 år med sygdom ikke mistede hverken livet eller håbet.
Hans familie og venner havde tilsyneladende mistet håbet på hans vegne - og til sidst også opgivet ham - for han lå der alene - og , som han sagde - hver gang vandet havde været i oprør - så der var håb om helbredelse - så kom en anden i før han - for han havde ingen til at hjælpe sig!
Og alligevel lå han der - i håb om at han - én eller anden dag - alligevel måtte blive hjulpet!
Og det er længe at leve med et håb, som der ikke er nogen som helst ydre grund til at opretholde.
Det er at håbe med håb mod håb - og evangeliet er, at han netop denne dag fik at se, at hans håb viste sig begrundet - for Jesus fra Nazaret kom forbi.
Og så så han ham ligge dér - posemanden, som også vi kan kende fra vores gadebillede. Den fattige, syge, tiggende mand, der - så længe vi selv kan huske - har været fattig, syg og tiggende - og ligget på det samme sted.
Lå der, da Jesus som tolvårig kom til Jerusalem med sine forældre. Lå der, der Herodes den Store døde - og lå der, da Jerusalem og dens område blev overtaget af Romerne efter at Herodes den Stores Søn havde forsøgt sig med forsigtigt oprør. Lå der, da Vismændene kom til Herodes for at spørge efter den nyfødte konge -ja - havde i folkenes bevidsthed ligget der altid, så ingen længere kunne huske tilbage til tiden før han lå der - og næppe kunne forestille sig at komme til Betesda Dam uden at han lå der også.
Et menneske, der hører til i billedet så meget, at enhver blot tager ham for givet og ikke længere henvender sig til ham som andet end en tigger for med årene har han selv og de næsten glemt det menneske, der lå bag.
Men Jesus henvender sig til ham - og stiller ham spørgsmålet: "Vil du være rask?" - Et barskt spørgsmål i virkeligheden, fordi det antyder, at manden var blevet så ét med sin sygdom, at også han med tiden havde mistet håbet - og egentlig slet ikke kunne forestille sig endsige ønske sig et liv, der var anderledes.
Der var fordele ved det: Man blev ikke krævet til regnskab på sine evner til at omgås andre mennesker - eller krævet til regnskab på nogen evner overhovedet. Man lå bare der på sin båre med sin udrakte hånd og håbede på, at nogen fandt på at putte noget i den, idet de gik forbi. Og det gjorde de - for de vidste også godt, at han havde ligget der altid - og det stakkels skind havde jo ingen anden mulighed for at få til dagen og vejen - så man stak ham de bedste bidder først.
"Vil du være rask"?
Nogle mennesker ønsker det ikke, fordi der er fordele ved det at være syg - at man fritages for ansvaret for at stå til regnskab f.eks. - og nej - så er det mere belejligt at være syg.
Manden svarer egentlig ikke Jesu spørgsmål - men kommer med en begrundelse for, at han endnu ligger dig efter så mange år: Jeg har ingen til at hjælpe mig ned i vandet, når det er tid.
Og Jesus siger da de ord til ham, som helbreder ham: Rejs dig, tag din båre og gå.
Og manden rejser sig og går - og møder nogle mennesker, der nær er ved at fratage ham det nyvundne liv igen:
"Det er sabbat, lyder det" - Du har ikke lov til at bære din seng!
Et i egentlig dybest set grotesk udsagn - at et menneske, der har fået livet tilbage, skal bebrejdes noget så banalt, at han - fordi det er sabbat - har forbrudt sig mod budet blot ved at bære sin seng.
Og hvad kommer vel først? Budet om at tage imod livet som en gave, når det byder sig - end at leve under de menneskeskabte bud og regler, som begrænser livet - i en misforstået tro på, at sådan ærer vi Gud?
Eksemplet er nok desværre ikke enkeltstående.
Andre end denne mand har oplevet at få givet livet tilbage - for så at opleve det begrænset af de skrevne og uskrevne regler, som mennesker opstiller for hinanden.
Du må ikke begejstres. Du må ikke vise iver efter noget. Du må ikke glæde dig for meget - for så risikerer du at blive skuffet - og selv i de dybeste øjeblikke viger mennesker tilbage for at vise deres følelser - så selv vores kronprins fik øgenavnet "tudeprinsen", fordi han kom for skade at være så berørt over at skulle giftes med en kvinde, at han fik tårer i øjnenen, da hun kom imod ham - så er også vi med til at begrænse livet for hinanden - og tage den glæde og det livsmod fra hinanden, som vi netop har fået og som er så skrøbeligt.
Vil du være rask?
Ja - jeg ønsker at tage del i livet, som det former sig - at kunne modtage det som en gave fra Guds hånd - uanset, hvordan det former sig.
Og i dag ved høstgudstjenesten takker vi da Gud for livet - for væksten - for udbyttet - for det, at livet er til, så et korn, der sås kan spire og gro og sætte aks og kerne - og til sidst give udbytte til næring og liv.
Så takker vi da Gud for alle gode gaver, der kommer til os uden at vi helt ved, hvordan - og at vi - til trods for både sygdom og død - kan modtage vore liv og hinanden som gaver fra Gud - og takke ham i alle ting - for det var Gud, der gav væksten.
Hellige Gud, himmelske Fader! Vi lover og tilbeder dig, som i godhed skænker os livet og alle dets gaver. Vi takker dig for jorden, som du har skabt, for vore medmennesker, som du giver os at dele livet med, - for konfirmanderne og deres familier - og for, at du ved din Helligånd har taget bolig i dem og os alle ved genfødelsen i dåben. Vi takker dig for nadveren - at du er nærværende - og i nadveren velsigner os med alle dine gaver. Vi takker dig for evangeliet - for det lys, som skinner os i møde i mørket, når vi hører om din Søn, Jesus Kristus, som blev vor broder, og som døde og opstod for os.
Vi beder dig for din kirke: Tag ikke dit levende ord fra os. Bevar os i troen og den indbyrdes kærlighed. Lad håbet om din genkomst leve hos os Giv os ledere, som trofast vil forkynde dit ord for os - og forbarm dig over os alle, når vi farer vild. Trøst os, når vi lider for dit navns skyld, og giv at alle folkeslag må få evangeliet om dig at høre.
Vi beder for vore hjem og vore kære, for vort daglige liv med hinanden i arbejde og fritid. Vi beder dig om fred mellem nationerne og for folkenes regeringer. Bevar os som folk og som kristent folk. Vi beder dig for al lovlig øvrighed. for alle med ansvar i vort samfund. Giv dem troskab og visdom til at forvalte deres magt og viden til værn for de svage og til gavn for alle. Vær nær hos alle fattige, alle forpinte og bedrøvede, de fængslede og de landflygtige, de forladte og ensomme, dem, der mangler det nødvendigste til livets ophold, de syge og dem, der skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men fri os fra det onde, og lad os på den yderste dag få lov at opstå med Kristus og evigt takke dig, ved din Søn, Jesus Kristus. Amen.