Prædiken i Gl. Aunsø Kirke den 01.08.2010 kl. 10.30
9.s.e.trin.01.08.2010.
”At give stene for brød”.
Jeg ved ikke, om I kender udtrykket – min mor brugte det af og til, da jeg var barn – kunne sige om noget at det var som ”at give stene for brød”.
og det betød noget med at give noget, til nytteløst og ubrugeligt til nogen, der havde et reelt behov for noget nyttigt og brugbart.
Udtrykket stammer fra Bibelen – fra et andet sted, hvor Jesus taler om, at hvilken fra kunne finde på at give sin søn en sten, når han beder om et brød eller give ham en slange, når han beder om en fisk. Når da I som er onde, forstår at give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere, da ikke vores Far i Himlen?
Og pointen er lidt den sammen som i lignelsen til i dag – at når selv en uretfærdig dommer, der er ligeglad med mennesker og som ikke frygter Gud kan bøje sig for en enkes bøn på grund af hendes påtrængenhed og hjælpe hende til hendes ret – hvor meget snarere så ikke Gud, som er retfærdig?
Billedet er hentet fra Jesu samtids verden.
Igen og igen lyder det i Bibelen, at vi skal tage os af de Faderløse og af enkerne – og at Gud fremhæver sig selv som én der tager sig af netop disse værgeløse og svage.
For i tiden dengang var en kvinde uden en mand at betragte som ligeså hjælpeløs som et forældreløst barn – for kvinden havde ingen rettigheder uden gennem sin mand – og kun han kunne være den værge for hende og det værn, som hun havde brug for. En kvinde uden en mand var altså dårligt stillet – og havde derfor særligt brug for, at der var andre der hjalp – og altså også hjalp hende til hendes ret.
For det er jo hendes ret, hun beder dommeren hjælpe sig til – og hun er magtesløs uden hans hjælp til hende – og hun bliver ved! – og til sidst giver han sig – selvom han er ligeglad med både Gud og mennesker – så hjælper han hende for hendes påtrængenhedsskyld.
Og sådan må også vi igen og igen søge om vores ret hos Gud.
Det går som en tråd også igennem Bibelen og dens skrifter – særligt i Ny Testamente – at vi skal søge til Gud som en dommer. Vi skal ikke ”tage os selv i rette” – som det hedder – men overlade det til Gud at være dommer.
Og det kan være ganske klogt.
Vi ved jo godt, hvordan vi ofte selv er dem, der har det så let ved at se de andres fejl – og til at være blind for vore egne – så derfor kan det være klogt at lade dommen og retten tilfalde Gud.
Og opleve, hvordan vi i al vores magtesløshed oplever Gud stærk i den svage.
Det er også dét, det handler om i dag – at lade Gud være stærk – i al vores magtesløshed.
Det er dét troen handler om – at lade Gud være stærk i den svage – og det er det som dåben handler om – at vi i al vores magtesløshed lægges over til Gud som et lille barn – og i tillidsfuldhed modtager alt det fra ham, som er hans og ved tro lader det blive vores.
Kærlighed, glæde, fred – kærlighed til evangeliet og til Kristus som har købt os til frihed af kærlighed – fordi han vil, at vi skal leve og have evigt liv.
Og i sindelaget som er Kristi sindelag, lærer hans os tålmodighed og mildhed – og sagtmodighed – hvor det tilkommer Gud at tage i rette – og tilkommer Gud at føre dommen.
Og det kan godt være svært at leve dér, hvor vi lader retten og dommen være Guds – men altså også klogt – når vi tænker på, hvor tit vi selv går fejl i dommen over andre – dømmer på et løst og ubegrundet grundlag – fordi vi aldrig kende hele sandheden hverken om os selv eller andre – og derfor heller ikke bliver dem, der kan fælde dom med rette.
Og i dag hører vi altså om en enke, som igen og igen kræver sin ret behandlet hos en uretfærdig dommer – og til sidst får formået ham at tale sin sag og hjælpe hende til hendes ret.
Det kan være en mark som var hendes - men mandens brødre tog den –og hvad gør man så, når den er grundlaget for éns indtjening? Eller noget andet urimeligt, som er så himmelråbende, at enhver dommer af sin retfærdighedssans alene burde have grebet ind.
Men denne enke må bede – bede – og trygle og kræve - med ingen mulighed for pression – prisgivet dommerens vilje og forgodt befindende – men får det, som hun ønsker det – og også vi må med samme frimodighed komme til Gud med det, som for os er urimeligheder og bede Gud tale vores sag. For der er forhold, hvor vi står magtesløse. Hvor retten ikke synes at springe andre i øjnene – men hvor vi véd at vi har ret – men ikke evner at kræve den – og aldrig ville kunne få medhold i en retssag fordi bevisbyrden taler imod os.
Og da kan vi ”vælte vores vej på Herren” – Stol på ham – så griber han ind – var allerede i det gamle testamente den erfaring, som mennesker gjorde sig – at vi kunne vente på Gud – og at retten bedst ad den vej blev opnået – ved vores venten – og ved Guds indgriben med tiden som medspiller.
At sandheden altid viser sig at komme for en dag – på ét eller andet tidspunkt.
At den, som i samtiden gik urimelig behandling – meget ofte af eftertiden restitueres og genoprejses moralsk.
Så bed - plag Gud når urimelighederne bliver åbenbare – hold dig selv til retfærdigheden og til sandheden – og oplev at Gud oprejser den svage og styrter stolthed i støvet – at Gud tager os i rette – og fører sagen for den svage og dens magtesløse – og at i al vores magtesløshed – dér udfolder Guds kraft sig helt.
Så bed – lær af Kristus – også når han lærer os at bede, som han selv gør det – med ordene: Vor Far – du som er i himlene – helliget blive dit navn komme dit Rige – ske din vilje – som den sker i himlene – således også på jord.
Amen.
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader søn og Helligånd,. du, som var, er og bliver én, sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
Trøst og styrk du, vor Gud, alle dem, der som er syge og sorgfulde, enten de er fjern eller nær. Vær med din nådige hjælp hos alle dem, som lider under anfægtelser, og stå os alle bi i fristelsens time. Velsign og bevar din hellige, almindelige kirke og os i den. Velsign og bevar dine hellige sakramenter, og lad dit ord have frit løb iblandt os, for at dit rige med retfærdighed og fred og glæde i Helligånden må udbredes og vokse, og nådens lys skinne for alle dem, der sidder i mørke og dødens skygge. Hold din beskærmende hånd over vort folk og fædreland og al dets øvrighed, velsign og bevar vor dronning, Margrethe II og hele hendes hus. Giv dem og os alle nåde, fred og velsignelse og efter et kristeligt liv den evige salighed.
Amen
Vor Fader
Du, som er i himmelen! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje, som i himmelen, således også på jorden. Giv os i dag vort daglige brød og forlad os vor Skyld, som også vi forlader vore skyldnere. Led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.
Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.