Prædiken i Alleshave og Aunsø Kirker
Søndag d. 25. juli 2010
”Gå derfor hen og gør alle folkeslag til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og ser, jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende.”
Således skal vi høre det om lidt, når vi skal holde dåb – når vi dér lytter til Jesu missionsbefaling og dåbsbefaling om, at nu skal opgaven overdrages til Jesu disciple selv at gå ud i alverden og gøre andre mennesker til disciple, til efterfølgere, af Jesus.
Vi gøres altså til disciple i dåben – og det kan derfor være rimeligt at se på, hvad det så vil sige:
En discipel er en elev, som står i mesterlære – en lærling så at sige, som står under uddannelse med sin mester og foresatte som oplærer og læremester. Som forbillede, måske, alt efter hvordan den mester nu er, som vi står i lære hos.
Der vil givet være nogen, som ikke synes, at den håndværksmester, de stod i lære hos kunne være et eksempel for dem i alt – nogle gange kunne han vel være et eksempel på, også hvordan man IKKE skulle gøre – og det ord kunne være sandt, som siger: Du skal ikke gøre som jeg gør – men som jeg siger!
ofte har det det jo bare med at de dårlige eksempler også bliver nogle vi tager til os – og lever efter – for det gjorde de andre jo – og så kan jeg vel også? – tænk blot på hvordan vore børn alt for ofte ikke gjorde, som vi sagde – men som vi gjorde selv!..
Vi står altså i mesterlære hos Kristus som hans disciple – i en efterfølgelse og efterlevelse af hans eksempel – og en lytten til hans lære i ord og handling.
Og hos ham stemmer ord og handling overéns – at vi kan tage eksempel af, både hvad han siger – og hvad han gør – at han ER sit budskab – og lærer os om Gudsrige på jord – både gennem sine handlinger og gennem sine ord – i tilgivelse og kærlighed – og i en forkyndelse af både gennem sit liv og sit ord hvem Gud er.
De der fulgte ham først blev overbeviste om, at han var Guds søn – og verdens frelser – og gik i denne tro ud i al verden for at gøre også andre til disciple af ham – og måtte så – gennem deres egne liv og deres egen forkyndelse bringe det vidnesbyrd videre, at Kristus er Guds søn og verdens frelser.
Og de gjorde det i en grad så mennesker kom til tro – og bragte budskabet videre – og altså i en forpligtelse på selv at handle efter det – ellers blev budskabet tomt og indholdsløst – som det jo desværre af og til blev i kirkens historie, hvor budskabet om tilgivelse og næstekærlighed ikke blev det budskab, der i praksis blev bragt videre – men budskabet om fordømmelse og udskillelse, så kirken, der bærer kristi navn snarere kom til at ligne farisæerne og de skriftkloge, end den kom til at ligne ham, som i kærlighed gav sig selv hen for os – og bad også os om i kærlighed at følge ham efter.
Og det er dét evangeliet i dag kommer til at handle om – om at handle og gøre efter det ord vi hører – eller om ikke at handle efter det.
Det er det, der skiller de to mænd i lignelsen vi hører – den éne hører – og handler efter det, han hører – den anden gør ikke. Og ham, der hører og ikke handler – han er som en mand, der har bygget sit hus på sand – hvor fundamentet skrider under ham, når der kommer regnskyl og vandstorme.
Det sker i de områder jævnligt, når der kommer store mængder regn, at hele gader skylles væk. Når regnen kommer og samles som en flod, så river det gruset væk, som vejene er lagt på, og asfalten undermineres – for så at knække sammen og efterlade et hul og en ubrugelig vej – og vi ser det jævnligt i aviserne med meldinger om jordskred i flere bjergrige egne med alvorlige konsekvenser til følge.
Sådan går det altså den, der hører og ikke handler efter det, han har hørt – han som blot bliver en ordets hører – og ikke en ordets gører.
For det er altså handling der spørges efter – hvordan den tro, der er vores omsættes til handling i vore liv.
Ikke som noget vi selv GØR – men som en frugt af det ord, der høres – og af det møde vi har haft med Kristus selv.
For det er jo HAM vi bliver gjort til disciple af.
og hvordan så blive en discipel af ham – uden at have mødt ham, kan nogen spørge – og i næste øjeblik opdage, at skønt vi ikke kan se ham fysisk tilstede, kan vi ved troens øje og i bønnens længsel dog alligevel mødes med ham i troens møde – og opleve ham lyslevende og elskende, som altid – og som ham, som i sit liv formidler os Guds Riges nærvær – og Guds kærligheds rigdom og fylde.
Vi kan altså – selv i dag – 2000 år efter hans død og opstandelse mødes med ham gennem Helligåndens formidling, som gør hans ord levende for os – og gennem hans liv og hans handling viser os, hvem Gud er – og at Gud – endnu i dag elsker os og bevarer os – og velsigner os og opretholder os.
Den virkelighed formidles OGSÅ til os gennem dåben – hvor vi antages til Guds børn – hvor Gud gennem dåbens bad renser og genføder os til levende stene, hvoraf hans kirke på jord skal bygges – og sætter os ind i discipelskab af Jesus – så vi ligner ham i tro, håb og kærlighed – og som han går ud i verden med ”hjertet i himlen og fødderne på jorden”.
Vi skal handle efter ordet, lyder det – og ordet, lignelsen sættes som punktum efter er hele den del af Mattæus evangeliet, som vi kalder bjergprædikenen, hvor Jesus i ord og lære forkynder for os om Guds Rige – om Guds Riges hellighed – om Guds Riges leveregler – at alt, hvad I vil at mennesker, skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem – om barmhjertighedens og kærlighedens sindelag, der elsker også sine fjender og beder for sine forfølgere – og som byder den anden kind til, når vi slås på den første – som dybest set lærer af hjertet at elske Gud som Herren – og sin næste som sig selv.
igen og igen går dette igen som udtrykket for Guds vilje – at vi elsker vores næste som os selv – fordi både vi og de er elskede af Gud.
Så handl efter det. Lad evangeliet blive det lys, hvori du møder din næste – som din bror og som din ven – ikke i fjendskab eller bagtalelse, men i tilgivelsens åbenhed og imødekommenhed – for først heri er du blevet en discipel af Jesus ved at lade det samme sindelag råde i dig som var i ham.
Og så kan vi høre – og se – og provokeres – eller glædes? af hans møde med ”toldere” og ”syndere” – med de udstødte og de spedalske og lammede i hjerter og krop – og opleve, hvordan hans frisættende kærlighed skaber os en ny himmel og en ny jord og sætter vore egne sind i frihed og i kærlighed, fordi vi i mødet med ham, opdager, hvor højt Gud elskede verden, at han gav sin søn hen for os, for at enhver, som tror på ham ikke skal fortabes, men have evigt liv.
Og når vi handler efter det – og handler udfra det – da har vi vist os at være blevet disciple af Jesus i kærlighed til Gud – og i kærlighed til næsten – og er blevet som den mand, der bygger sit hus på klippegrund – og opdager, at selv når regnskyld og storme kommer – da bliver huset stående – for fundamentet er lagt på klippen.
og klippen … ja – i kristen og bibelsk sammenhæng da er klippen meget meget ofte – hvis ikke altid – et billede på Kristus – selv da Moses i GT slår vand fra klippen med sin stav, da tolkes det af den første kristne menighed som at den klippe var Kristus – og dette er blot ét af mange steder.
Så at bygge vort hus på klippen er at lade fundamentet for vor tro og vort liv være Kristus selv og alt det han har gjort for os – og i discipelskabet af ham få overdraget til efterfølgelse alt det, som han har befalet os – med det løfte knyttet til os, at ”se, jeg er med jer alle dag ind til verdens ende”.
Og alt dette skal vi nu om lidt være vidner til, når vi holder dåb – en overdragelse af Guds Riges hemmelighed til en lille pige – som også i hendes dåb kaldes ind til discipelskab af ham, som gav sig selv hen for hende – fordi han ikke ønskede, at hun skulle fortabes, men at hun skulle arve evigt liv.
Amen.
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed! Amen.
Hellige Gud, himmelske Fader! Vi lover og tilbeder dig, som i godhed skænker os livet og alle dets gaver. Vi takker dig for jorden, som du skabt, for vore medmennesker, som du giver os at dele livet med, for din elskede Søn, som blev vor broder, døde og opstod for os, for nådens og sandhedens Ånd, som har taget bolig i os, for genfødelsen i dåben, for evangeliets lys og for dit nærvær og din velsignelse i nadveren.
Vi beder dig for din kirke: Tag ikke nådens og sandhedens ord fra os. Bevar os alle i troen og den indbyrdes kærlighed. Lad håbet om dit komme være levende blandt os. Giv os trofaste ledere og forkyndere af dit ord. Forbarm dig over alle, der farer vild, over dem, der lider for dit navns skyld, og lad dit evangelium udgå til alle folkeslag.
Vi beder dig for vore hjem og vore kære, for vort daglige liv med hinanden i arbejde og fritid. i beder dig om fred mellem nationerne og for folkenes regeringer. Bevar os som folk iblandt folkene. Vi beder dig for al lovlig øvrighed, for alle med ansvar i vort samfund. Giv dem troskab og visdom til at forvalte deres magt og viden til værn for de svage og til gavn for alle.
Vær nær os alle fattige, alle forpinte og bedrøvede, de fængslede og de landflygtige, de forladte og ensomme, dem, der mangler det nødvendigste til livets ophold, de syge, og dem, der skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men fri os fra det onde, og lad os på den yderste dag få lov at opstå med Kristus og evigt takke dig, ved din elskede Søn, Jesus Kristus. Amen.
Vor Herres Jesu Kristi Nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle.
Amen.