Prædiken i Sct. Peders Kirke i Slagelse
Sanne B. Kristensen
25.s.e.trin. Prædiken i Sct. Peders Kirke
”En dag skal Herrens skaberdrømme møde den jord, som verdens ondskab har lagt øde og det er dommens dag, hvert knæ sig bøje! Al ære til vor skaber i det høje.”
Jeg lod mig friste, da jeg så, hvilket salmevalg, salmebogen foreslog til søndagen i dag.
Den foreslog blandt andet denne – og den, som skal synges under nadveren.
Salmer om dom – om Jesu genkomst – svære emner at tage op på en almindelig søndag med dåb og feststemte mennesker – for ”dommedag” – hvad er det lige for en størrelse…?
Nu er det sådan, at jeg engang lærte denne salme i forbindelse med et kor, jeg sang i – i en flot og pompøs sats – og af den grund har jeg svært ved ikke at holde af den – og nu stod den jo altså som forslag – og så lod jeg mig friste… Vel vidende, at den kom til at stå meget fremhævet, som den står der – efter dåben som salmen før prædikenen – og efter en dejlig barnedåb med et fantastisk charmerende dåbsbarn – så har man jo næsten glemt, hvad epistlen var om - og hvorfor har præsten så lige valgt den salme nu?
Og det har jeg jo så hermed redegjort for.
Og når man så har lyttet til evangelielæsningen om: ”som lynet lyser fra den ene ende af himlen til den anden, når det lyner, sådan skal Menneskesønnen vise sig på sin dag..” ja så tænker vi jo på genkomst – Kristi genkomst – på dommedag – og så giver det lidt mening igen, kunne jeg tænke.
Bortset fra, at vi jo alle sammen har så mange billeder af dommedag – om mennesker, der kaldes frem i lange rækker af gravene for at blive dømt – nogle til himmelen og andre til helvede – for vi kan gå på kunstgallerier – eller i middelalderkirker med kalkmalerier og se de mest grufulde og gruopvækkende scenarier om dommedag – med forpinte og forkastede som dømmes til helvedes ild – og er det dét, vi mon skal høre om i dag?
Nej – det havde jeg egentlig ikke tænkt mig – men jeg må tilstå, at da jeg først læste læsningerne igennem til i dag – og læste evangelielæsningen, som jo synes vitterlig at handle om genkomsten – om den dag, menneskesønnen skal vise sig på himlens skyer og det skal være som til alle andre tider – at man arbejder, sover, står op, spiser – tager til ægte og giver til ægte – og pludselig standses i sit liv og i sit forehavende – uforberedt og overrumplet – for nu var tidens ende kommet – og der skulle holdes dom.
Så kunne en prædiken handle om det – om vores egen tid – om vores egen ulyst til at beskæftige sig med de store spørgsmål og med kirken og dens tro – og blive overrumplet når enden endag er nær og dommedag nærmer sig for alle os uforberedte og uforbederligt fortabte og vanartede mennesker.
Og vi kunne lade ild og svovl falde ned over vores hoveder og fortære os alle – for fordømte var vi og fortabte – og ingen gjorde godt – ikke én eneste!
For sådan er vilkårene i livet – at vi stilles fordømte og fortabte – og skal vi måle os på vore egne liv og resultater – så er vi så inderligt fortabte og afvegne og til hobe fordærvede, som apostlen Paulus ville sige det.
Men han fandt evangeliet i det – for han fandt, at det, som var umuligt på grund af synden – det gjorde Gud, da han sendte sin søn i syndigt køds skikkelse. Sådan siger han det i romerbrevet f.eks. allerallerstærkest – dér hvor han også siger, at ”Alle har vi syndet og mangler herligheden fra Gud – men alle frelses vi uforskyldt – af nåde – ved Jesus Kristus.” Og siger det, som for Luther blev det banebrydende i hans tro: At Gud er retfærdig, når han retfærdiggør den, der har tro på Kristus.
At det som er umuligt for mennesket på grund af synden – det gjorde Gud!
Og lige akkurat i dag får vi evangeliet forkyndt fra vi satte os i kirkerummet – og til vi går ud af det igen.
”For et træ er der håb” sagde Job.
Denne plagede, forpinte, smertefulde mand, som ikke overhovedet kan forstå, hvorfor han dog skal rammes så hårdt. Miste sine sønner og sine døtre – og sin ejendom og sin rigdom – og sit helbred – og sidder fortvivlet tilbage i askedyngen og kan skrige: Hvorfor, Gud!
Og kan sammenligne sig selv endog med et træ – at for et træ er der håb.
For selv et fældet træ kan spire på ny – så snart, der kommer vand og hvis rodnettet er i orden – så spirer træet på ny af rodskuddet eller af den fældede stub. Livet er ikke slut – det blomstrer på ny! . og gid mit liv var sådan, siger Job. For træet er der håb – men ikke for mig – for hvem har hørt om en død, der blev levende…?
Ja – det har jo vi!
Hørt om Kristus – Guds søn – der blev menneske – og døde – men også overvandt døden og opstod – så Paulus – igen – kan skrige sejrsråbet ud, som vi hørte det: Død, hvor er din sejr – død, hvor er din brod! – set i lyset af det levende håb, som Gud har genfødt os til ved Jesus Kristi opstandelse fra de døde.
Og netop de gamle læsninger om fældede træer og stubbe, der skyder på ny er i hele det gamle testamente blevet tolket som håb om, at Gud skaber nyt.
At Gud griber ind på ny. Gud sender sin tjener – sin søn, Messias, Kristus – til at gøre verden ny og fornyet – og selv Job kan altså – uvidende om Kristus – sukke efter en mand – en død, der får liv – for da har også han et håb – og han kan holde ud indtil løseren kommer.
Og siden skal han sige: Jeg ved at min løser lever – over skyerne skal han stige frem – en sats, som komponisten Händel satte i musik som én blandt mange i sin fantastiske komposition med titlen ”Messias”. Jeg ved at min løser lever!
Og det er det, det drejer sig om – også når vi hører om alle domsudsagnene – at Gud selv holdt dom på Golgata, da Jesus døde. At Gud selv holdt dom over ondskaben og ugudeligheden – og lod den ramme på ham – løseren – mens alle vi andre fik lov at gå fri.
Det er det, der sker i dåben – at Gud holder dom over den enkelte – og lader os gå fri ved at dømme Kristus. Vi giver Gud ret i dåben – og lader os dø med Kristus – for at opstå med ham til et helt nyt liv!
Så hvor er Gudsriget henne? Det er ikke synligt så vi kan iagttage det med det blotte øje – og dog er det tilstede i hver enkelt af os døbte – ved troen og Helligånden, som knytter os til Kristus og minder os om ham.
Og det betyder ikke at livet her og nu er ligegyldigt.
Vi blev ikke frelste for at det skulle være uden betydning hvordan vi levede – men for at vi skulle leve et helt nyt liv – båret af troen på Kristus og af et sindelag, der var som hans.
Og måske har Gud i allerhøjeste grad grund til at holde dom over alle os selvoptagede og selviske mennesker, der tænker på os selv – og så os selv – og så vor næste – hvis det tjener til vort eget bedste!
Men når han gør det kan vi søge ly i Kristus og hans død for syndere – og tænke, at som blodet blev smurt på dørstolperne hos israelitterne dengang dødsenglen i Egypten skulle gå igennem lejren og dræbe mange, sådan er der tilflugt i Kristi død for os – og i hans blod, som renser os fra al uretfærdighed.
Sådan har kirken troet og tænkt – og forkyndt i århundrede – og derfor står korset – og Kristi lidelse – til alle tider i centrum – som også her i kirken, som man kan forvisse sig om ved selvsyn ved at se på altertavlen og på kalkmaleriet bagved.
Og skulle man prøve at fortælle det med et nutidigt billede, så svarer det til, at en dømt person i en retssag går fri – fordi dommeren selv går ind og afsoner straffen for den dømte.
Et mærkværdigt billede – men ikke desto mindre den klassiske forståelse af, hvorfor Jesus skulle dø – og hvorfor hans død har betydning – også for os.
Og naturligvis giver det mening at føre billedet også derud, hvor man tænker – men hvad blev der så af det liv, som man fik frihed til at leve? Hvordan blev det brugt? – og gav det mening i dit og mit liv, at vi fik livet tilbage – at vi i dåben gik over fra døden til livet for at leve for Gud – eller blev det bare til forspildte chancer og til ingenting – så dommen kommer med rette – når den kommer - eller hvordan skal vi forstå det?
For så at opdage - at vel taler evangelielæsningen om genkomsten – men den gør det udfra en helt anden vinkel.
Den taler om det udfra den vinkel, der hedder ”Guds rigets komme.”
Hvornår kommer Guds Rige? spørges der.
Og vi får at vide: Det er her allerede. Men dén dag, hvor det skal komme i synlighed – den kan I komme til at længes efter – for tiden, som kommer forud kan være vanskelig og særdeles sej at komme igennem. Og da kan det ske, at I længes efter den dag!
Men den skal komme uventet – overraskende – og alligevel fuldt ud synligt – for den skal være som et lyn, der lyser hele himlen op fra øst til vest. Så synligt for enhver skal menneskesønnens komme være.
Men den skal nok komme. Kommer tid kommer råd – og en dag skal man længes efter at den kommer – for verden, som man kender den, kan man ikke finde nogen fremtid for – og det synes uundgåeligt, at enden er nær – som mange givet kan tænke det i disse tider med den globale opvarmning og ødelæggelsen af jorden, så man tænker: Vil livet virkelig kunne bestå i al fremtid også på vores klode?
Nej, siger de kloge – og alle religioner synes at give dem ret – med myter og legender om et ragnarok – en undergang for alle, som uvægerligt kommer.
Men også her har Kristendommen håb – om opstandelse og evigt liv – om et liv, som varer trods døden.
”Og han, som hang på korset, tornekronet, skal løfte verden op til Gud forsonet, Han er Guds offerlam. Hvert knæ sig bøje! Al ære til vor Fader i det høje!”
Amen.