Prædiken i Viskinge Kirke 20. marts 2011410 - som tørstige hjort
498 - Gud efter dig, jeg længes
289 _ Nu beder vi den Helligånd
-
158 Kvindelil, din tro er stor
Nadver: 439; 474
26 - Til himlene rækker...
Som hjorten skriger ved det udtørrede vandløb, sådan skriger min sjæl efter dig, Gud!
Indledte vi med at høre det oplæst fra Davids salmer – og indledte vi også selv med at synge det efter Grundtvigs personlige gendigtning og tilegnelsen af salmen – skrevet det år, hvor han først blev irettesat af Universitetet for at have ladet sin dimmisprædiken trykke – derefter alligevel havde fundet velvilje hos kongen og blevet tildelt et embede og være blevet indsat som hjælpepræst hos sin Far i Udby – en tid, hvor han personligt kæmpede for at bevare troen på Guds nåde.
Og salmen giver ord til længslen – den desperate længsel fra den, der går tørstig til sit vandhul – men finder det udtørret og tomt – og derfor end ikke i sin mest smertende længsel finder det, der kan læske og trøste – og dog tror!
”Hvorfor er du fortvivlet sjæl – hvorfor skælver du i mig? Vent på Gud! – for jeg skal takke ham på ny! – Eller som Grundtvig udtrykker det: ”Engang skal den morgen oprinde, da frelst du så glad udi sinde skal takke og love din Gud.”
En erfaring som de fleste af os gør os på et eller andet tidspunkt – at himlen synes lukket – og bønnen når kun til loftet – og det er som om Gud hverken hører eller ser – eller måske sover! – for så – alligevel – at høre, at Gud hverken sov eller var blevet væk – for han både hørte og så – og greb ind – for hans tanker var højere end vore tanker – og vi favnes og gribes og omsluttes på ny – for Gud VAR ikke langt borte – og heller ikke vi fra ham – det føltes bare sådan. Og vi lærte af det – og blev styrkede i troen – og lærte af prøvelsen udholdenhed – at vi kan ”vælte vores vej på Herren – og stole på ham – for så griber han ind!”
Og også kvinden i dag lærte den lektie – at hun kunne håbe med håb imod håb – også selvom håbet først så så ubegrundet ud.
Og alligevel er det som om den tanke slet ikke har været hendes – at Gud skulle hverken sove, være gået afsides eller være døv.
Hun er så sikker og så målrettet i sin fortvivlede bøn, at hun ikke helmer. Næsten som om hun ikke ænser den afvisning, hun for os at se får ikke bare én men tre gange.
Først henvender hun sig til Jesus – med bøn – med anråbelse og med påkaldelse af ham som ”Davids søn” – altså en troens bekendelse af, at DU Jesus er jo ham, den ventede, Messas, fredskongen! Forbarm dig over mig! – Men han svarer hende ikke et ord. Men hun fortsætter – så selv disciple føler sig pinlige ved hendes råben og jesu tavshed: Får hende til at tie, Jesus – hun råber jo efter os.
Og SÅ først taler han – og henvender sig til kvinden med ordene om, at det er ikke godt at tage børnenes brød og give det til hundene – han er jo først sendt til Israels hus – til Guds udvalgte folk, jøderne – og hun er ikke jøde – børnene skal da først blive mætte førend man kan begynde at fodre hundene!
Og selv her lader hun sig ikke kyse – men fortsætter: Jo Herre – for hundene æder endog af de smuler, der falder fra børnenes bord! – En krumme er nok! – giv mig dog blot en krumme – det er alt nok til mig!
Som om hun er som den hjort, der har fundet et vandhul – og ikke lader sig drive bort før den har fået slukket sin tørst – for det ER her, vandet! – det ER her – han, som kan lædske og trøste – og hjælpe – og end ikke den stærkeste afvisning kan få hende til at vende sig bort fra den hjælp, hun netop i hele sin afmagt og stærkeste længsel nu endelig har fundet!
Og fortæller os dermed om en tro, der ikke ænser andet end det håb, den har fundet – og derfor klynger sig til håbet – og klynger sig igen – for den har ikke andet end dette håb – og kaster anker i det – og påberåber sig sin ret til også at møde Guds barmhjertighed – for Gud ER nådig og barmhjertig – og rig på miskundhed – og kvinden handler ud fra det – uden måske endda at kende ordene – hun handler bare ud fra sin tro og bliver ved.
Og sådan får også vi lov til at bede med udholdenhed – og minde os selv – om at Gud er nådig og barmhjertig og rig på troskab – også selvom vi ikke lige nu selv ser det med vores blotte øje – men stol på ham – så griber han ind!
Og af uransagelige grunde forholder Gud sig nogengange tavst – og hvorfor Jesus overfor kvinden forholder sig tavst, kan vi kun gisne om.
Måske fordi han var lydig – og ville være lydig også imod det kald, at han var udsendt til de fortabte får af israels hus, først – som også apostlene fastholdt det, da de gik ud i alverden – at evangeliet var for jøder først – og så for grækere – indtil de igen og igen så, hvordan det så alligevel var særligt hedningerne, der flokkedes om evangeliet og ikke kunne få nok af at høre det – og dannede menigheder af troende, der ikke først skulle blive jøder – men ved troen på Kristus blev ét med det gudsfolk, der var omskåret efter pagten. At omskærelsen var ikke længere den ydre omskærelse – men hjertets omskærelse – og her var ingen forskel på jøder og grækerer trælle og fri – for alle var de ét i Kristus.
Måske var jesus tavs, fordi han vidste at kvindens tro var en tro, der lod sig prøve, og dermed ville kunne bestå – også i en afvisning som den, han kom med til hende. Måske var det målet – at vise os at vi skal bede og bede og ikke blive trætte – som i lignelsen om enken og den uretfærdige dommer – hvor enken til sidst får ret – på grund af hendes stadige påtrængenhed!
Og når apostlen Jakob siden skal undervise sine menigheder om bøn – bruger han billedet – at vi skal bede i tro uden at tvivle – og ikke være som et siv, der kastes hid og did for vinden.
Og kvinden har kastet anker i Guds hjertelag – i hans barmhjertighed og i hans vilje til at frelse og redde.
Og også vi får lov til igen og igen at bede – og bede – og bede igen – og at bede uden at give op.
Så NÅR vi står der – i tvivl og i fortvivlelse – da må vi lære af kvinden – og af salmen – at vi må vente på Gud – for så griber han ind – og vi får lov til at se det ske.
Amen.
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand, treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
Kære Gud
Danmark er i går gået i krig
Vi beder dig for verden, Gud, at verdensfreden for os ikke må vakle. Og vi beder dig for dem, for hvem den er vaklet – for de trængte, krigsramte og undertrykte i Libyen, Bahrain, Iran og andre steder – og vi beder dig for civilbefolkningen i Japan og andre steder, der er ramt af hungersnød og natur-katastrofer.
Det ser så voldsomt ud, Gud, og vi kan opleve det som bønnen og skriget kun når til loftet og aldrig høres, men vi takker dig for, at vi må blive ved og blive ved i udholdenhed og én dag nå det mål at se vore bønner hørt og svaret på. Tak at den, der beder får – og at den, der banker på – for ham skal der lukkes op.
Vi beder dig om at vi selv igen og igen må banke på og bede – og få – og lukkes op for.
Vi beder dig for dem iblandt os, der er syge eller har mistet et menneske, de holdt af – og vi beder dig for dem, der skal dø.
Vi beder dig for vore børn og unge og for os, som er forældre eller bedsteforældre at vi må handle klogt og kærligt og gennem vore liv føre vore børn og unge til en styrket tro på dig.
Jeg beder dig for din kristne menighed ud over jorden og også her på dette sted. Vær med dem, som forfølges og lider ondt, fordi de bekender deres tro på dig og vær med os for hvem troen er blevet ligegyldig og uden betydning i vores dagligdag. Forny os i troen og gør os brændende i Ånden så vi igen må kende glæden i dit fællesskab – og gå med skaren, syngende, i tilbedelsen af dig.
Vi beder dig for nadveren, vi skal modtage om lidt – og for dåben – at sakramenterne endnu må bibringe os en styrkelse af troen på dig, så vi fornyes og vokser og levendegøres i troen til herliggørelsen af dig i os.
Vi beder dig for enhver, som har fået ansvar og magt betroet – i kirken som i samfundet omkring os. Giv os at de må bruge deres magt til værn for den svage og til gavn for alle.
Vi beder dig for vores dronning og biskop og for vores folketing i stat og kommune at du må give dem visdom og tro til at styre og lede landet klogt og godt.
Og giv dem og os alle efter et kristeligt liv den evige salighed, som vi håber på på Jesu Kristi skyld.
Amen.