Prædiken 17. s.e.trin 2010 - Viskinge Kirke
Høstgudstjeneste
Sanne B. Kristensen
11 Nu takker alle Gud
729 – Nu falmer skoven
730 – Vi pløjed og vi så’de
-
492 Guds igenfødte, nylevende sjæle
nadver – 439, 477
728 – Du gav mig, o Herre..
”Alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus”, oplyser evangelisten Lukas et sted.
Og vi hører i dag om én af disse toldere – Levi – som denne dag, hvor han igen sad ved toldboden som altid – blev kaldet af Jesus til at blive hans discipel. – Og adlyder – rejser sig fra toldboden og går med Jesus. Om aftenen inviterer han ham hjem hos sig sammen med en række af hans venner og bekendte – ikke byens bedste børn efter hvad man fornemmer – og Jesus tager også imod HANS invitation – og går hjem til ham og holder selskab med ham og hans venner – sammen med de øvrige disciple, forstås.
Det har jo været en broget forsamling.
Da tallet på Jesu disciple er fuldt og han har udvalgt sig 12 mænd til at stå i discipleskab hos sig, så tæller flokken – udover Levi, som havde været tolder, også mindst 4, som havde været fiskere og 2 som havde været partisanere hos henholdsvis Zeloterne og Sikarierne. To grupper vi hører meget om i ”Jødernes Historie” som de grupper, der gik ind for en væbnet opstand imod romerne og førte an i den jødiske krig i 66 efter Kristus – den, der førte til Jerusalems ødelæggelse og templetsfald – men også til belejringen af Massada, hvor de sidste oprørere havde forskanset sig og holdt ud i månedsvis – indtil de til sidst valgte at begå kollektivt selvmord fremfor at falde i romernes hænder.
For vi skriver jo – på NT’s tid år 26-30 – ca – og læser mellem linjerne om den tid, der var – om romerske legionærer – om romerske statholdere og jødiske lydkonger – og om skatteopkrævere – toldere – der jo altså var dem, som fra stationer rundt om i landet var dem, der sørgede for at opkræve skatten til kejseren i Rom – August eller Tiberius – eller hvad han på de tid hed – med Statholderen Pilatus som guvernør i Judæa og lydkongen Herodes’ sønner i Galilæa, Peræa og dekapolis.
Levi var skatteopkræver og tolder.
Levi var ellers den slægt og familie, vi kender som levitterne, der var blevet udset til at tage sig af tempeltjenesten. Men mindst én søn havde altså valgt en anden vej – nemlig Levi, Alfæus’ søn – også kaldet Matthæus.
Og folk blev forargede – over at Jesus var gået til selskab hos tolderen og hans slæng – og så på en torsdag! – det vr jo fastedag! – Og hvorfor var Jesus da ikke en from jøde, der fastede, som de andre – og hvordan KUNNE han dog finde på at gå til fest hos Levi – den tolder!
Sådan omtrent synes de at have tænkt. Uforstående overfor, hvad de ser – at Jesus denne gode, fromme, lærde, ikke-placerbare rabbi og lærermester også nu handler så stik imod, hvad de vil forvente – og imod hvad man ville forvente at andre rabbinere og læremestre ville gøre.
Men Jesus gør det. Tager ind til selskab hos levi – og tager Zeloterne Simon og Judas med sig – og man kan dårligt forestille sig noget klarere billede på, hvordan Gud elsker UDEN personsanseelse.
At for Gud ER vi alle fortabte syndere, der har brug for frelse.
Og Jesus viser os det – i sit møde med toldere og syndere – at de raske har ikke brug for læge – det har de syge.
Og syge er vi – også når vi er dem, der står udenfor og forarges og undres – og ikke forstår essensen af Guds kærligheds imødekommenhed – at han ønsker barmhjertighed af os – ikke slagtofre og andre ydre ting – men barmhjertighedens fællesskab med syndere.
Ikke for at blåstemple synden – men for at blåstemple synderen som dén Gud elsker – og for altid ønsker at have i sit følgeskab – som retfærdig fremfor at fortsætte med at være synder.
For Jesus taler jo om nyskabelse.
At faste og ofringer kan være gode nok – men det er kun lappeløsninger – imodsætning til dét, som gælder for HANS rige – at her gøres det gamle nyt. Her genfødes den gamle skabning til en ny skabning – ved genfødelsen i troen på Kristus.
At det gamle er forbi – noget nyt er blevet til.
Ikke gennem faste, og tiende og ofringer og spægelser – men gennem Guds nyskabende, livgivende forvandling ved troen på Kristus og gennem Helligåndens gerning hos den enkelte.
Dét er dét, som Kristendommen handler om – at Kristus trådte i stedet for syndere og gav sit liv som løsesum for mange – og at vi af hans liv – og gennem troen på ham og ved dåben selv ”fødes på ny” – genfødes ved vand og Helligånd i troen på syndernes forladelse og det evige liv.
Og derfor tales der om – igen og igen – at vi må fødes på ny for at se Guds Rige.
Og i dag hører vi så om, at det ikke sker ved magt eller ved styrke – men ved Guds Ånd.
Og det er et fantastisk evangelium at lytte til – om dengang Jesus kom ind som gæst hos Levi – og sad til bords sammen med ham og hans venner og spiste og drak og delte liv og fællesskab – for det er evangeliet om os, som hver især indbydes til fællesskab med Kristus – fordi han er kommet for at kalde syndere til omvendelse og være læge for de syge.
Så lad os da – til stadighed forvandles under hans ånds vejledning og fylde i vore liv, så vi kommer til at ligne ham mere og mere – forstår at vi til tider kan have brug for faste – for at sørge – og for at søge ham – men i alle ting må vide os som Guds nyfødte – genskabte og nylevende skabninger, der var tabt men er blevet fundet igen – for Gud kom – og opsøgte og frelste det fortabte, fordi han ikke vil at skal fortabes, men arve evigt liv.
Og i dag når vi holder høstgudstjeneste – og ser, hvordan alting går mod vinter og afslutning – så kan vi tænke på, hvordan Gud også er den, der bruger døden – ikke som en afslutning – men som en ny begyndelse – at som vi hendør fra synden og døden – sådan fødes også det nye liv i os – så vi også i verden omkring os ser, hvordan Gud skaber liv af døde.
Det venter vi nu på – i efteråret og i høsttiden – at Gud igen vil skabe liv af døde – og også skabe liv af vores døde tro – så vi – som naturen omkring os må leve op til et helt nyt liv – afdøde i troen fra alt det gamle – for se – jeg gør alting nyt, siger Gud.
Amen
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand, treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed. amen.
lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er og bliver én, sand, treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed. Amen.
Vi lover og takker dig som i godhed har skænket os livet og alle dets gaver. Vi takker dig for dem, som du har givet os at dele livet med og for alt godt, som vi har modtaget fra dig også gennem hinandens liv.
Vi takker dig for høsten – og for nadveren – for alt, hvad du har givet os til at opretholde livet med – og for det evige livs håb, som du har genfødt os til i troen på Kristus.
Nu beder vi dig, Herre, for alle for hvem høsten slog fejl. Vi beder dig for bønderne i Rusland og for bønderne i Pakistan, der har mistet så meget og som nu også trues af sygdomme og sult.
Vi beder dig om, at vi, som har, må give i gavmildhed til andre, som intet har.
Nu beder vi dig dem som har mistet et menneske, som de holdt af. Trøst dem i sorgen og giv dem mod og styrke til at leve det liv, der venter på dem, i troen og håbet til dig.
Vi beder dig for din kirke, Gud, her på dette sted og udover jorden. Giv du os at vi må leve i frimodighed og fred i troen på din kærlighed og tilgivelse og under vejledning af din sandhed.
Vi beder dig for enhver, som skal træffe beslutninger på andres vegne, at de, som vi har givet både ansvar og magt må vide at bruge deres magt til gavn for den svage og til værn for alle.
Vi beder dig for vores regering og folketing og for vores Dronning, at du må styre og vejlede dem efter din vilje – og at de må lade sig vejlede af dig også i de svære beslutninger de træffer.
Og giv du dem og os alle at vi i livet her må lade os vejlede og retlede af dig så vi også efter et kristeligt liv her på jorden må samles med dig i de evige boliger, når du en dag kommer for at hente os hjem til dig.
Amen.