Prædiken 16. s. e. trin.
Sanne B. Kristensen
16. søndag efter Trin. – dødeopvækkelse både efter 1. og 2. tekstrække.
Mange dødeopvækkelser i NT – Denne, Lazarus – Jairus’ datter (Talita Kum!) – Den sidste overgivet med ord og det hele – Rejs dig op, lille pige!
Ingen tvivl i NT – jesus opvækker døde! – og beretningerne giver os nogle ord, som er gået over i historien – Talita Kum; Jeg er opstandelsen og livet…Ord, som vi har taget til os – som har trøstet os – ikke mindst det sidste, som jo giver et håb, som mere end noget rækker ud over døden med ordene: Jeg er opstandelsen og livet, den, som tror på mig skal leve, om han end dør og enhver, som lever og tror på mig skal aldrig i evighed dø.
Især i ordene: Den, som tror på mig, skal leve, om han end dør. – I det ord rummes, hvad det drejer sig om – også med beretningen hér – at det drejer sig om det håb, der varer TRODS døden.
At skønt døden indtræffer så er der et håb, der er stærkere end døden.
Og Derfor kan Jesus – også i denne beretning sige – ”Græd ikke”.
Vi andre ville nok gerne sige til enken: Græd endelig! Du har mistet meget. Græd alt det du orker, for selv alle disse tårer vil ikke være nok imod den smerte, du føler – for du har mistet meget – din mand – og nu også din søn – ja, din eneste søn!
og set udfra samtiden havde kvinden mistet endnu mere end dette – hun havde også mistet sine værger – dem, der skulle værge for hende og sørge for hende – beskytte hende og give hende mad og husly og indtægt – for en kvinde var intet uden sin mand – og i sin mands fravær var hun afhængig af sin søn – og også ham, havde hun nu mistet – så midt i smerten og sorgen over tabet af sønnen står også fortvivlsen og uvisheden: Hvad så med mig? hvad sker der nu? Hvem skal tage sig af mig – og hvad er min fremtid?
Og ind i alt dette siger Jesus ordene: Græd ikke!
Jo græd blot, siger vi – men jesus tænker dybere: Græd ikke – Jeg har overvundet døden. – Der findes et liv, hvor døden ikke er afslutningen – men begyndelsen – græd ikke!
og helt konkret går han jo hen og gør det, som mange af os har ønsket og håbet på at se selv, når det var én af vore kære, der gik bort: Jesus vækker den døde og gør ham levende igen – fordi han formår alt – og fordi han er ham, der skal overvinde døden og med sin egen død og opstandelse vinde håbet om evigt liv tilbage til den, der tror på ham.
Ham, som giver det mening, når vi til en begravelse hører ordene: Lovet være Gud, vor Herres jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved jesu Kristi opstandelse fra de døde.
Nu er jeg nok næppe den eneste, der har oplevet ordene som mærkelige og skurrende ved en begravelse. Jeg husker, at jeg har gjort det – fundet ordene mærkelige og skurrende – for hvad var der dog at takke Gud for – man havde jo mistet!
Men det er jo, som jeg selv siden har sagt det til en del begravelser, faktisk Gud selv, der allerstærkest har protesteret imod døden – ved at lade sin egen – og eneste – søn dø – som stedfortræder og forsoner – fordi han ikke ville at VI skulle dø – i fortabelsens evige død – men ville, at VI skulle leve.
og når jeg har valgt i dag at læse netop læsningen fra i søndags – frem for læsningen til på søndag, så skyldes det bla. dette, at jeg tænker, at det er en god anledning til at forholde sig til livet – og til døden – på en ganske almindelig hverdag – eller søndag – hvor man ikke selv har det inde på livet.
For døden får os jo til at tænke over livet – tænke over, hvordan vi bruger livet – hvordan vi bruger det på os selv og vores nærmeste – eller måske ikke bruger det?
Får os til at tænke på, at livet – både for os selv og vores nærmeste – er en begrænset tid, som vi kender det – og at evigheden er et liv, som begynder allerede nu.
En anden grund er, at jeg tænkte, at nogle af jer måske kom til gudstjeneste på søndag – og så skulle I jo ikke høre den samme prædiken to gange… - og da jeg nu ikke selv havde gudstjeneste i søndags var teksten og salmerne jo nye for alle.
Og så var der jo salmerne – høstsalmerne, som ikke har været sunget til gudstjenesterne hernede endnu – og derfor skulle det i dag – og også disse handler jo om livet – om døden – og om opstandelses håbet – tænk blot på salmen: Nu falmer skoven… med verset: Og når engang på Herrens bud, vort timeglas udrinder en evig sommer hos vor Gud i paradis vi finder.
Så jeg håber I tilgiver mig, at jeg sådan taler om død på en ganske almindelig onsdag – men jeg gør det faktisk for at tale om liv – om opstandelseshåb og om mod til modløse.
Sådan møder Jesus jo enken. med mod til en modløs. Græd ikke, siger han – og minder os om, hvordan Gud allerede i det gamle testamente er en Gud, som er ”De Faderløses og enkernes” værn.
Gud tager sig af ”enken og de faderløse” lyder det igen og igen – med en opfordring til os om at gøre det samme – som et udtryk for de svageste og allermest sårbare – og for dem, siger Gud, er Jeg et værn!
Og denne trøst får enken i Nain – at Gud er hendes værn – og han trøster hende – og siger: Græd ikke – og giver hendes søn og hendes håb tilbage – og giver os den trøst, at Jesus er, som han siger det: Opstandelsen og livet – med det løfte knyttet til det, at enhver, som tror på ham skal leve, om han end dør.
ja lovet være Gud, vor Herres, Jesu Kristi Fader, som har genfødt os til et levende håb, ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde!
Amen
Vor herre Jesus Kristus!
Du standsede dødens optog og gav den unge mand i Nain livet igen. Vi beder dig: Kom også til os: trøst os, når vi græder, rør ved os, når vi føler os forladte, tal til os, når vi er tavse. For dér, hvor Du er, er livet. Amen.