Prædiken i Aunsø Kirken d. 22. august 2010
Sanne B. Kristensen
Prædiken i Aunsø Kirke 22.08.2010 kl.10.30
Dåb: Carl Alexander Liebe
Præludium
indgangsbøn
1. salme – 750 – Nu titte til hinanden
hilsen – kollekt
læsning – Jonas (fra det dybe råbte jeg til dig)
2. salme – 312 – Sandheds tolk
læsning – Jakob (Tungen)
3. salme – 396 – min mund og mit hjerte
Evangelium – bespottelse af Ånden, Jonas-tegnet
prædiken
4. salme – 672: jeg ved på hvem jeg bygger
Dåb- 447; 674
nadver – 439,1-3 + 474
kollekt
Velsignelse
5. salme – 42. I underværkers land jeg bor
postludium
I skolen, husker jeg, læste vi ”Barndommens gade” af Tove Ditlevsen. Og dét, der dengang gjorde dybest indtryk på mig, var det tidspunkt, hvor hun som voksen – endelig – har fundet en mand, som elsker hende og respekterer hende – sådan opfattede jeg det dengang som læser – men som hun mister – fordi hun ikke helt kan tro på hans kærlighed.
Han har nemlig – i en kærlighedserklæring til hende betroet hende, at han elsker hende så højt, at hvis hun nogensinde skulle være ham utro – så ville han ikke kunne tilgive hende det – for han ville ikke kunne bære at leve med hende efter det.
Og så må det jo prøves – fornemmer man – vokser som en fristelse – som MÅ efterprøves – og det bliver den – og han vender sig bedrøvet fra hende efter det – og forholdet er slut.
Da græd jeg – i al fald indvendig – over den forspildte mulighed – og også over, at tilgivelsen ikke var mulig – for jeg ønskede det så inderligt for hende – at hun kunne blive tilgivet – og deres forhold blive genoprettet – og at hun – igen – kunne gribe denne enestående chance for at blive elsket.
Men hun fik den ikke. Ville måske heller ikke selv sige undskyld eller opsøge den – men slog sig til tåls med, at hun nu havde gjort det utilgivelige – og at det var hendes egen skyld – og at det derfor jo kun var rimeligt, at der ikke var nogen, der ville kunne elske hende.
Og når jeg tager det frem i dag så skyldes det jo denne frygtelige tale om den utilgivelige synd.
For det er i sig selv et skræmmende aspekt at der vitterlig – overfor Gud – skulle findes noget, som er utilgiveligt – og det har redet mange fromme mennesker som en mare – om man nu – måske – havde gjort sig skyldig i denne éne, utilgivelige, synd – for hvordan skal man så kunne leve i sin kristentro – når fortabelsens mærke klæber sig til én?
Og jeg kan her kun gentage hvad en klog kristen engang sagde til mig, at så længe man frygter, at måtte have begået denne utilgivelige synd – så har man det ikke.
For det utilgivelige i synden er forhærdelsen – den forhærdelse, der ikke VIL lade sig omvende – og derfor heller ikke søger hverken omvendelsen eller tilgivelsen – men søger sin egen forhærdelse i afvisningen af tilgivelsen. ”Hvor tilgivelsen forkastes, har Guds grænseløse tilgivelse nået sin grænse. Grænsen er ikke trukket af Gud, men af det menneske, som ikke vil tage imod Guds tilgivelse i kristus” – har én sagt det som forklaring til dagens læsning.
Og vi bør jo gøre os klart, at alting – også dette udsagn – skal ses i en sammenhæng.
Med disse ord i dén bestemte sammenhæng, at Jesus har uddrevet en ond ånd og ved uddrivelsen helbredt en mand, som ellers var både stum og blind – men nu kan han altså både tale og se.
Og ”Alle folkeskarerne blev ude af sig selv og spurgte: Mon han er Davidssønnen” – fortælles det.
De aner altså – gennem miraklet her mødet med Jesus, at han er den ventede frelser, som Gud har lovet.
Men tankerne får ikke fodfæste længe: Farisæerne ved bedre: ”Det kan kun være ved dæmonernes fyrste, han uddriver dæmonerne.”
tegnet bliver altså set – men bevidst IKKE troet. Det, som er så åbenbart – at Guds Rige er iblandt dem – og at det er ved Guds finger, at Jesus både helbreder, forkynder og uddriver dæmoner – dét forkastes – imod det ødelæggende og negative: Han må stå i ledtog med Satan selv!
Dér står man i fare for forhærdelsen – og derfor følger også den efterfølgende advarsel imod hvilke ord, man i tankeløshed får sagt – for hvor er de dog ødelæggende overfor de mennesker, der måske ellers var i færd med at komme til tro – at deres religiøse ledere og vejleder advarer dem så voldsomt imod at følge ham, som er livets ord.
og da de så i deres vantro beder Jesus om et tegn – ja så HAR han jo givet dem tegn – men de skal få endnu ét: Som Jonas var i havdyrets bug i tre dage – sådan skal menneskesønnen være i jordens skød i tre dage og tre nætter. Opstandelsen skal altså være det tegn de får – og så hans forkyndelse.
Og også for os kan Jonas i dag være et tegn – på tilgivelsens mulighed midt i menneskers umulighed.
Jonas blev kaldet til at rejse til Nineve – dén store by i Babylon – og prædike imod deres synd og advare dem imod Guds dom.
Jonas havde ikke lyst til at rejse til Nineve – og prajede sig med en båd til et helt andet sted, troede han. Der skete bare det, at der blev uvejr, mens de sejlede – i en grad, så det virkede så overjordisk, at det skræmte alle de ombordværende – selv de garvede søfolk. Og de tolkede uvejret som et tegn på, at de havde guderne imod sig – og da Jonas begriber, at det kan være ham og HANS Guds vrede, der er årsag til uvejret – så går han til bekendelse – og søfolkene kaster ham overbord – og stormen lægger sig prompte.
Og end ikke Jonas går til. Han sluges af en fisk – og kommer i fiskens bug til besindelse – og synger den takkesang, som vi hørte oplæst fra alteret – at i min nød råbte jeg til Herren – og han svarede mig; fra dødsrigets dyb råbte jeg om hjælp, og du hørte mig.” – og kastes af fisken op på landjorden, hvorfra han så få mulighed – igen – om at rejse til Nineve – og advare dem imod dommen og kalde dem til omvendelse.
og det gør han – rejser ind i byen og prædiker – og de omvender sig – og Gud skåner byen.
Så bliver Jonas vred: Nu har han stået så meget igennem – og til sidst altså også vist sig lydig og har prædiket om at Gud ville ødelægge byen – og så udebliver ødelæggelsen!
Og så giver Gud ham et tegn som fortæller ham om kærlighed – om omsorg – og om, hvor betydningsfuldt mennesket er for Gud, så han ikke bare kan slå det ihjel og udrydde det fra jorden.
Jonas tegnet er altså også et tegn om tilgivelse – og et tegn på Guds kærlighed – som vi kan dykke ned også i fortællingen i dag og høre om Guds tilgivelse og nåde – midt i udsagnet om Guds dom.
”Al synd og bespottelse skal tilgives menneskene”… Og Bibelen er spækket med eksempler på mennesker der spotter og finder tilgivelse.
Paulus finder tilgivelse. Han som først af al magt søgte at stå kristendommen og Kristus imod og forfulgte de kristne – og sågar så bifaldend til da menneskemængden i raseri over Stefanus og hans tro greb til sten, som de kastede på ham – og stenede ham til han døde.
For det finder han tilgivelse.
Og for det, at menneskemængden råbte imod Jesus et ”korsfæst ham” i både had og vrede – fordi de havde ladet sig overbevise af farisæernes grundige afvisning af ham – så lyder det i én af bønnerne, han beder på korset: Far, tilgiv dem – for de ved ikke hvad de gør! – og da de nogle uger efter møder Peter og hans forkyndelse på tempelpladsen berøres de af udsagnet om, at den Jesus, som I har korsfæstet, har Gud gjort både til Herre og til Kristus - og bliver rædselsslagne – for de har slået Guds søn ihjel! Hvad skal vi gøre, spørger de? ”Omvend jer og lad jer døbe” – og de følger opfølgningen – og bliver døbt – og kirken er født.
Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker.
Lad os holde fast i glædens udsagn og besinde os på, at vi altid tror det – og altid griber om det – og altid ved Helligåndens vejledning lader os føre stærkere ind i troen på Kristus så vi aldrig står dér, hvor vi afviser tilgivelsen eller afviser Kristus – eller afviser Åndens overbevisning i hjertet om, at Jesus er Kristus – den levende Guds søn – eller til sidst endog står der, hvor vi end ikke ønsker at bede Gud om tilgivelse – for da står vi for alvor skidt.
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand, treenig Gud, højlovet fra første begyndelse – nu og i al evighed. Amen.
Gud – du som står den hovmodige imod men som omkranser den svage med din nåde.
Vi beder dig kom til os i vor magtesløshed og giv os igen din vished om, at du har elsket os så højt, at du gav din søn hen for os.
Vi takker dig for tilgivelsens nåde – og for at vi ved troen på Kristus og ved dåben er ført ind i fællesskabet med dig som vores Far.
Giv du os at blive i vores dåbs nåde – og vær du også med Alexander, som skal døbes i dag og med hele hans familie.
Vi beder dig Gud for alle som sørger – vi beder dig for dem, vi kender som er syge og for enhver som kæmper med både anfægtelser og tvivl.
Vi beder dig for vore menigheder i Viskinge og Aunsø Sogne – for Sognegården, der snart er bygget færdig, at den må blive en ramme om et godt og levedygtigt sogneliv og menighedsliv.
Vi beder dig for de nye hold af konfirmander og mini-konfirmander og for alle både lønnede og ulønnede medarbejdere ved kirken. Tak for de mange frivillige hænder, som yder så meget.
Vi beder dig for al lovlig øvrighed i stat og kommune. Vi beder dig for vores regering og folketing – for vores Dronning – og for enhver som har fået ansvar og magt betroet. Giv dem, at de må bruge deres magt og viden til værn for den svage og til gavn for alle.
Giv du dem og os alle din nåde, fred og velsignelse til, at vi efter et kristeligt liv må samles med dig i evighedernes evigheder.
Amen.