Prædiken i Bjergsted og Viskinge Kirker
Søndag d. 8. august 2010
DDS: 10; 590; 518- Dansens Herre; 448; 439;477; 13
Dåb: Alexander Fonager Haugen
Anna Hinsch Haugen
Tanja Iris Petersen
”Det skal gå Sodomas land tåleligere på dommens dag end dig.”
Jeg ved ikke, om I kender historien om Sodoma og Gomorra.
Det er i én af fortællingerne om Abraham i Bibelen, at vi hører også om Sodoma og Gomorra. Abrahams bror-søn Lot, som han har fulgtes med på sin vandring fra byen Ur i Kaldæa til jordandalens frodige landområder i syd, boede i byen.
Og engang Gud med to engle kom på besøg hos Abraham i Mamreslund, fortalte Gud Abraham også om byen Sodoma. Den var ondsindet, syntes han. Himmelråbende ondsindet og ond – og han havde besluttet at ødelægge byen og dræbe menneskene i den.
Men.. indvendte Abraham og tænkte på Lot. Hvad nu hvis det kommer til at gå ud over uskyldige, Gud – hvad så? Hvad nu hvis der var bare 50, der ikke var onde – hvad så – ville Gud så alligevel udrydde byen? – Nej – for de 50’s skyld, ville han skåne den - og Abraham blev dristigere: Hvis der nu blot var 45 – hvad så? Så ville Gud skåne den for de 45’s skyld… hvad så hvis der kun var 40 – eller 30 – eller 20 – eller måske kun ti retfærdige? Ville Gud så stadigvæk lægge byen øde? Nej – det ville Gud ikke – han ville skåne den for de 10 retfærdiges skyld.
Og så hører vi at de to engle, som var gået i forvejen, når frem til Lot – og møder byens ondskab. De vil nemlig have Lot til at udlevere de to engle – som de ser som almindelige mænd – til sig – for de har en helt masse onde ting, som de har lyst til at gøre ved dem.
Men Lot vil ikke sende sine gæster ud til det – og englene bruger anledningen til at advare Lot og sige, at han skal rejse – og selvom Lot og hans familie ikke helt forstår alvoren – så hanker englene op i dem næste morgen og får dem gennet ud af byen – så de når i sikkerhed et andet sted, inden ild og svovl regner ned over byen og lægger ødelægger den totalt – og med den også menneskene i den.
Et sindbillede på den gennemførte ufortyndede ondskab. Sådan står traditionen om Sodoma og Gomorra – og sådan bruges den også i Jesu fortælling i dag – i hans bedrøvelse over byerne Korazin, Betsajda og Kapernaum.
Byer, som alle lå i det område omkring Generzaret Sø, hvor Jesus færdedes allermest og hvorfra nogle af hans navngivne disciple, bla. Peter og hans bror Andreas oprindeligt var fra.
I Kapernaum boede Peter – og Jesus selv, når han var hjemme – og som én af de første helbredelser hører vi om Peters svigermor, der havde feber, men Jesus helbreder hende.
Også byens højtstående, romerske officer, fortælles det, henvender sig til Jesus da hans tjener ligger syg, og han beder Jesus om hjælp – og Jesus helbreder ham – som han også helbreder og genopliver synagogeforstanderen, Jairus’ datter i byen.
Kapernaum ligger der endnu – eller det vil sige: den blev genudgravet af arkæologer i 1968, efter at den havde ligget hen i ruiner siden arabernes erobring af Palæstina i 632 e. Kristus - og man fandt en ottekantet kirke – bygget – og ombygget og udvidet – på et sted, hvor der først havde ligget et privat hjem – Sct. Peters hus blev det kaldet – for pilgrimme og rejsende i det 3.og 4. århundrede efter Kristus havde fortalt, hvordan der i Peters hus nu var bygget kirke, hvor den kristne menighed mødtes og holdt gudstjeneste – og der var jo så altså også dét som arkæologerne fandt.
Byer – som på Jesu tid var virksomme småbyer, befolket af mennesker af alle slags, som også vi kender det – fiskere, håndværkere, skatteopkrævere, en repræsentant for kejseren i Rom, landets politiske myndighed gennem besættelse og annektering, og naturligvis også stedets kirke og religiøse mødested – den jødiske synagoge.
Ve dig! Skal du ophøjes til himlen? I dødsriget skal du styrtes ned – lyder det – for hvis de mægtige gerninger, der var sket i dig, var sket i Sodoma, havde den stået den dag i dag – underforstået: så havde den omvendt sig – og afstået fra sin ondskab.
Men Kapernaum gør det ikke.
Ikke i Jesu oplevelse af den på dette tidspunkt – eller af de andre omkringliggende byer, som har set så meget – og hørt så meget – og været vidner til så meget – og så lever, som om de intet har hverken hørt eller set – og i hvert fald slet ikke lever som om, de vitterlig har mødt Gud og troet ham – men lever, som man altid har gjort – og som om intet var hændt.
Hvad skal man så gøre?
ja – så har man det som børnene, Jesus fortalte om i lignelsen – børn, som rigtig gerne vil lege med de andre – men de gider ikke.
Ligegyldigt hvad der bliver foreslået – så gider de ikke.
Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I sørgede ikke. – Uanset altså, om man prøver med det sure eller med det søde – så kommer der ingen reaktion.
Og sådan kan man jo ofte komme til at opleve det, når man SELV brænder for noget – at det kan synes ligegyldigt for andre – og man fatter det ikke – at det er som om, hvor meget man end prøver – så får man dem ikke med.
Sådan kan kirken opleve det – og sådan kan politiske partier opleve det – og sådan kan miljø-aktivister og fredsaktivister opleve det – at man brænder ikke rigtig igennem – for folk er ikke rigtig til at få op af stolene og få i tale – det er som om en ligegyldighed har ramt os – og nogen gange også en stille tilfredshed ved at kunne vise engagementet fra os ved enten at kunne afvise det – for han er da for fanatisk! – eller : Han er da bare lige som alle os andre! Hvilken forskel gør det så, om man er i det eller ej?
Jesus henviser selv til sig selv og Johannes Døber – at den éne spiste og drak ikke – levede asketisk i ørkenen og levede af det, han fandt dér – altså ikke af ret meget! – den anden både spiste og drak. Spiste til middag hos både ledende farisæere og toldere – og gik til fest for et brudepar, hvor han, da vinen slap op, omdannede vand til vin.
Og det som var galt hos den éne, var også galt, når man ikke fandt det hos den anden.
For så havde man da en undskyldning!
En undskyldning for ikke at tage sig af det og tage det alvorligt – for Johannes Døber er da bare mærkelig! Går klædt kameluld og lever af vilde biers honning! – Og Jesus – han spiser med toldere og syndere!
Forargelse kan man altid finde – hvis ikke over et ene så over det andet – og af begge dele finde en anledning til at tage anstød og vise det fra os.
og nu er det så ikke kun et spørgsmål om forargelse.
Jesu sorg og smerte over Korazin, Betsajda og Kapernaum går dybere end som så.
Hvis blot det var et spørgsmål om at tage afstand eller ikke tage afstand fra et menneske – så var det vel ikke så alvorligt.
Men fordi vi jo med Jesu komme møder Guds Rigets komme til jord – så bliver det en anden – og mere alvorlig sag.
For det bliver afvisningen af dét fantastiske, Guds Rige, som Jesus kommer med – fordi man tager afstand fra hans person – og dét er straks værre og mere alvorligt – at lukke sit hjerte og sig selv fra alt det gode, som Gud ellers viser os – og som er kommet til os i evangeliet om Kristus.
Vi kan finde mange måder at vise det fra os på – men opfordringen i dag er jo netop til IKKE at vise det fra os.
Til netop – i stedet for at afvise det på grund af et menneske eller andet, der forarger os – så at prøve at lytte - til såvel klagesangen som til glædessangen – og lade os bevæge så vi danser med – så vi opdager glæden, livet og herligheden i at være i det fællesskab, hvor Gud leder sangen – og dansen – og fører os ind i det fællesskab, hvor HAN gerne vil have os.
I troen, f.eks.
Der er det mærkværdige ved troen, at den først kommer, når den leves.
At troen kommer af det, der høres – men alligevel først finder anker-punkt, når den bekendes i det offentlige rum.
Jeg har oplevet, at mennesker, der havde vanskeligt ved at lade troen komme til – ved bare en enkelt lille bøn fik gået det skridt, der gik fra ikke tro til tro.
I bønnen: Kære Gud – jeg har så vanskeligt ved at tro på dig – men jeg vil så gerne!
Dér gås det lille skridt, der flytter troen fra hjerne til hjertet – fra det, vi ikke forstår – til dét vi tror.
og vi oplever – endnu i dag – mennesker for hvem troen var noget, som ikke rigtig kunne gribes – blive til mennesker for hvem troen har grebet dem.
Der stod i Kristeligt Dagblad i fredags en artikel om en yngre, danske kvinde, som gennem salmerne i salmebogen havde fundet sin tro.
Hun havde altid længtes efter troen – men var vokset op i et hjem uden tro. Hun var ikke selv blevet døbt som barn – og var heller ikke blevet konfirmeret – skønt hun havde fulgt undervisningen – af nysgerrighed og længsel – men altså først som voksen fundet ind i troen ved at begynde at læse salmerne i salmebogen – og nu som voksen være blevet døbt og have fundet ind i en kirkesammenhæng, som hun syntes om og fandt sig hjemme i.
Og netop her begynder vi at kunne høre skønheden og musikken i evangeliet og lade os bevæge af den – så den vokser og vokser til man til sidst ikke vil kunne leve uden den og uden sit Guds forhold – for man ved, at det er blevet det vigtigste i livet og i verden.
Og også i Kapernaum HØRTE nogen musikken. Efter Jesu opstandelse mødtes de i Peters hus – og hørte det gentaget og gentaget – og glædede sig i troen – som var Kristus selv igen til stede midt i blandt dem og kom med sin nærvær og sin velsignelse igen og igen – og så holdt de gudstjenste – og fejrede dåb og fejrede nadver – og gav os indtil i dag et vidnesbyrd om den tro, som alligevel – imod alle odds voksede og næredes og blev til – og blev – og selv i dag – på den anden side af døden – vidner om den for os.
Amen.
Lov, tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed, Amen.
Vor Gud og Fader i himlen.
Vi takker dig for evangeliet om din Søn, Jesus kristus, at vi har hørt det – og må tro det og bevæges af det, når vi lever i det.
Vi beder dig for børnene, som i dag skal døbes. Tag dem i dine hænder, Fader og gør dem til dine – at du må lukke også deres ører op, så de hører evangeliet om dig så de tror, bevæges og røres af det i det liv, som venter forude.
Vi beder dig for din kirke – her på dette sted og udover jorden – at evangeliet om dig må bevæge os og sætte os i gang i tro, håb og kærlighed.
Vi beder dig for dem, som vi kender, der er syge. Vi beder dig for dem, som har mistet et menneske, de holdt af – og vi beder dig for dem, der skal dø.
Giv du dem og os alle støtte og trøst i sorgen og mind os om, du har overvundet døden og taget al vores sorg og sygdom på dig, for at vi skal kunne glæde os for evigt i dig.
Vi beder dig for dem, der må leve under frygt for krig og hungersnød. Vi beder dig for den pakistanske befolkning, der slås mod oversvømmelser og sygdom og vi beder dig for befolkningen på Haiti og andre steder, der endnu slås med følgerne af voldsomme jordskælv. Giv du dem at de må kunne hjælpes – også af os.
Vi beder dig for vores egen regering og folketing, og enhver, som vi har betroet at have ansvar og magt over andre. Giv du dem, at de må bruge deres magt til værn for den svage og til gavn for alle.
Vi beder dig for alle, som har måttet følge fra deres egne hjem som følge af oversvømmelse, krig , fattigdom eller andet.
Giv dem og os alle din nådige velsignelse – og giv du os, at vi ved troen på din søn Jesus Kristus engang må samles med dig i evigheden og takke dig til evig tid.
Amen.