Orientering om begravelse
og valg af gravsted
Når én af vore nærmeste dør, er der en lang række spørgsmål, der skal afklares i løbet af de første dage. Det skal ske samtidig med, at sindet er fuldt af tanker og følelser over, at vi har mistet én af vore kære.
Det følgende er tænkt som en hjælp ved de afgørelser, der i første omgang skal træffes. Yderligere oplysninger kan altid fås hos sognepræsten.
Anmeldelse og højtidelighed
Anmeldelse af dødsfald skal foretages af en af de nærmeste senest to hverdage efter dødsfaldet til sognepræsten i det sogn, hvor afdøde boede. Sognepræsten er begravelsesmyndighed og hjælper med at ordne de nødvendige papirer og giver besked til folkeregistret, til skifteretten og til sygesikringen angående begravelseshjælp. Begravelsesmyndigheden er den samme uanset begravelsesform og uanset, om afdøde var medlem af folkekirken eller ej.
For medlemmer af folkekirken aftales tid, sted og form for højtideligheden med præsten, der skal forestå begravelsen.
Andre spørgsmål - også de mere praktiske som f. eks. de forskellige former for gravsteder, der er - kan de pårørende drøfte igennem med sognepræsten. Graveren er behjælpelig med valg af gravsted.
Kiste og transport bestilles i en begravelsesforretning, der er et privat firma. Begravelsesforretningen kan også påtage sig at løse en række andre praktiske spørgsmål.
Valg af gravsted
Nogle har selv bestemt begravelsesform og valgt gravsted. Hvis det ikke er sket, står de efterladte overfor nogle vigtige beslutninger, der skal træffes. Det skal afgøres, om afdøde skal jordfæstes i kiste eller bisættes i urne, og det skal også afgøres, om begravelsespladsen skal være særskilt eller fælles.
Både kister og urner kan nedsættes enten i særskilt gravsted eller i fællesgrav. Der må ikke nogen steder anbringes kunstige blomster.
Gravsted med mindesten
Vælges særskilt gravsted, hvor der er mulighed for at placere mindesten over afdøde, kan der vælges gravsted med indramning og beplantning, der kræver pasning og vedligeholdelse, eller gravsted i plæne med lodretstående mindesten eller mindesten i plan med jorden.
Beplantet gravsted
Gravpladsen til beplantet gravsted er for hver kiste 2,6 m X 1,25 m. Et grav-sted kan omfatte fra 1 til 4 gravpladser og således være enkeltgravsted, dobbeltgravsted eller familiegravsted. Fredningstiden er 30 år for kister. Brugsperioden kan forlænges, mindst for fem år.
Urner, der ønskes anbragt i beplantet gravsted, kan enten placeres i gravsted til kister - også selv om der i forvejen er nedsat en kiste heri - eller i et mindre gravsted på en særlig afdeling. De sær-lige urnegrave er i Viskinge 1 m X 1 m og i Aunsø 2,6 m X 1,25 m. Der kan anbringes flere urner i samme gravsted. Fredningstiden er 10 år for urner. Brugsperioden kan forlænges, mindst for fem år.
Gravsted i plæne
Her er gravpladsen fastlagt på forhånd. Mindestenen bekostes ligesom på de beplantede gravsteder af gravstedsbru-geren.
Er stenen lodretstående, er der foran stenen et bed til planter, hvor kirkegården sætter forårs- og sommerblomster.
Er stenen i plan med jordoverfladen, skal den være 40 cm X 60 cm og med indhuggede bogstaver. Buketter anbringes på stenen eller i en vase i særlig holder, som kirkegården er behjælpelig med.
Fællesgrav
Her er tale om en anonym begravelsesform. De pårørende kan ikke overvære nedsættelsen, og det oplyses ikke, hvor kisten eller urnen er nedsat. Fællesgraven kaldes af nogle for "de ukendtes grav", men det er misvisende, da kirkegården nøje ved, hvor hver enkelt ligger.
Arealet til fællesgrav er udlagt i græs med et fælles mærke. Buketter og kranse anbringes her, hvor der også er vaser i særlige holdere. Der må ikke placeres blomster andre steder.
Udgifter
Kirke og kirkegård bestyres af menighedsrådet, der i en vedtægt har fastsat de nærmere bestemmelser for brugen og i et takstregulativ har fastlagt priserne for de forskellige ydelser.
Beløbene nævnt her gælder pr. 1. april 2002 og reguleres to gange om året. Kirkeværge eller graver kan oplyse om de aktuelle priser.
Kirken
Benyttelse af kirken er gratis.
Hvis der ønskes pyntning af kirken, kan den foretages af kirkens personale til aftalt pris. Pyntning kan også foretages ved egen foranstaltning eller med professionel medvirken, dog kun efter nærmere aftale.
Kirkegården
Gravsted
For medlemmer af folkekirken er det gratis at få gravsted. Det gælder uanset den valgte begravelsesform og gravtype. Det koster heller ikke noget evt. at få fornyet brugsretten til gravstedet, når brugsperioden er udløbet. Den første brugsperiode svarer til fredningstiden, der for en kistegrav er 30 år og for en urnegrav er 10 år.
For ikke-medlemmer betales 1.800 kr. for gravstedet for en brugsperiode uan-set gravtype, altså også for fællesgrav. Ved evt. fornyelse betales der for mindst fem år ad gangen.
Gravning, tilkastning og planering af graven er gratis for alle.
Man skal være opmærksom på, at der ved en urnegrav forinden er udgifter til kørsel af kisten til krematoriet og til sel-ve brændingen. Det er udgifter, der ikke har med kirkegården at gøre.
Vedligeholdelse
Gravpladserne i fællesgrav og i plæne med lodret eller flad sten bliver vedligeholdt af kirkegårdens personale. Denne pasning koster for fællesgrav og grav-plads med flad sten i en fredningsperiode 2.109 kr. pr. gravplads for en urne og 4.217 kr. for en kiste. For gravplads med lodret sten er de tilsvarende tal 3.163 kr. og 6.326 kr., hvortil kommer tillæg for blomster på henholdsvis 1.406 kr. og 3.936 kr., der for denne form er pligtigt.
Ved de beplantede gravsteder kan ren-holdelse og vedligeholdelse ordnes på tre forskellige måder:
1) Indehaveren af gravstedsretten sørger selv for gravstedet. Den pågældende har under alle omstændigheder ansvaret for, at gravstedet er i sømmelig stand.
2) Kirkegården kan efter aftale påtage sig pligten til at renholde gravstedet mod en årlig betaling. For arbejder udover renholdelsen - nyplantning, om-plantning, gødskning o. l. - betales særskilt.
Renholdelse af et kistegravsted med én gravplads koster 281 kr. og med to gravpladser 422 kr. Tillæg for almindelig grandækning er henholdsvis 169 kr. og 253 kr., og for delvis grandækning 112 kr. og 169 kr.
For et urnegravsted er prisen 239 kr. Grandækning koster 143 kr. ekstra.
For både kiste- og urnegravsteder betales forårs- og sommerblomster, hvis de ønskes, efter dagspris.
Der skal under denne ordning betales moms af alle beløb.
3) I stedet for at betale årligt efter regning kan der betales for en brugsperiode på én gang. Kirkegården påtager sig så pligten til vedligeholdelse af anlagte gravsteder i den årrække, der er betalt for. Ordningen kan oprettes af boet efter afdøde. Vedligeholdelsen omfatter foruden almindelig renholdelse også fornyelse af udgåede eller forvoksede planter, opretning efter jordsætning, på-lægning af ral samt rensning og opretning af gravminder. Ordningen kan også omfatte plantning af forårs- og som-merblomster samt almindelig eller delvis grandækning.
Denne løsning koster for et kistegravsted (30 år) med én gravplads 9.841 kr. og med to gravpladser 14.058 kr. Tillæg for almindelig grandækning er henholdsvis 5.904 kr. og 8.435 kr., og for delvis grandækning 3.936 kr. og 5.623 kr. Tillæg for forårs- og sommerblomster er henholdsvis 3.936 kr. og 5.623 kr.
For et urnegravsted (10 år) er prisen 3.515 kr. Grandækning koster 2.109 kr. ekstra. Tillæg for forårs- og sommer-blomster er 1.406 kr.
Andre praktiske spørgsmål
Senere er der andre praktiske spørgsmål, der skal tages stilling til, især hvis afdødes hjem skal afhændes. Måske var der en forsikring, evt. en gruppelivs-forsikring. Skifteretten henvender sig på et tidspunkt. Bliver der brug for en døds- og begravelsesattest, kan den fås hos sognepræsten.
Sorg og savn
Når de pårørendes umiddelbare sorg har lagt sig, kommer savnet. Det er afgørende, at man ikke forsøger at skjule sin sorg eller sit savn ved at isolere sig. Det gør kun situationen vanskeligere. Man må gøre sig klart, at der ikke er lette genveje gennem sorgen.
Også i den situation kan der gøres brug af præsten.